Ungdomsbøger

Læs Evas anmeldelser

Der udgives rigtig mange gode ungdomsbøger i disse år, fælles for dem er, at de er meget barske eller sørgelige.
Det er, som om den socialrealistiske bølge, der var på mode da jeg var ung, har fået en renæssance.
Her kommer anbefalinger af dem, jeg har læst i den senere tid:

Åsa Asptjärn: Kunsten at have sygt lave forventninger

15-årige Emanuel Kent har næsten sit navn til fælles med filosoffen Immanuel Kant, og han bruger da også en stor del af sine vågne timer på at filosofere over tingenes tilstand. F.eks. hvordan han kan ændre på andres opfattelse af ham som kikset og upopulær. Til hverdag hænger han på den trofaste barndomsven Tore, som går med gummistøvler og fiskekasket med øreklapper. Da en ny pige, Bianca, starter i klassen, får Emanuel mulighed for at ændre sit selvbillede og sociale status.

Mats Berggren: Onsdag aften lige før syv

Seks klassekammerater – seks forskellige historier. Daniel, Ville og Abdi har været venner siden de var små. Drengestreger har udviklet sig til kriminalitet og nu vil Abdi hellere rappe end være med, men det bliver ikke godt modtaget hos vennerne. Veninderne Rakel, Nalin og Jamila vil gerne i gymnasiet, men når man kommer fra en indvandrerfamilie er det ikke altid lige let. En helt almindelig onsdag aften ændres deres liv for altid. Bogen behandler tunge emner som racisme, kriminalitet og negativ social arv, men som i andre ungdomsbøger hører vi også om den første forelskelse.

Kåre Bluitgen: I kamp for kalifatet

Uhyggelig aktuel bog om en 16-årig utilpasset indvandrerdreng (vi hører aldrig hans navn), der holder til i bandemiljøet på Nørrebro. Efter nogle besøg i den lokale moske bliver han radikaliseret og rejser til Syrien for at blive hellig kriger og senere martyr. Forsøger at få lillebroderen med på idéerne, mens den velintegrerede søster er fuld af foragt over projektet. I Syrien mødes han af steninger af kvinder, halshugninger og brutale kampe for islamisk Stat og det begynder at dæmre, hvor lidt et menneskeliv er værd i kalifatet.

Kasper Hoff: Sniper

Christopher på 15 bor alene med sin mor og har aldrig kendt sin far. Så oplysningen om faderens død kommer som et chock; han var lejesoldat i Afrika og blev bombesprængt i Marseilles og har efterladt en rygsæk til  Christopher. Den indeholder en snigskytteriffel, en såkaldt sniper-riffel, og en mappe med planer om at udføre tre mord. Christopher bliver nu sat i et kæmpe etisk dilemma, fra en afslappet teenagetilværelse skal han forholde sig til ondskaben – nytter hævn og er det i nogle tilfælde tilladt at slå ihjel? Tankevækkende, men samtidig sjov og spændende thriller.

Anders Johansen: Noras ark

Noras mor er død under et bombeangreb og hendes far forsvundet i en unavngiven krig. Nora er derfor sendt ud til sin strenge morfar på en lille isoleret ø, hvor også den teknologiske udvikling er gået i stå. Hendes eneste venner er tøjbamsen Ølve, den blinde kat Silkerav og den envingede gås Onki. Udover de bomber, der kastes ned fra flyvemaskiner, trues øens dige, der beskytter mod havet, med at bryde sammen. Når tilværelsen bliver for svær, søger Nora ly på kirkeloftet og tænker på faderens fortælling om Noahs Ark, som i hendes verden bliver til Noras ark, i bogstaveligste forstand, da øen oversvømmes. En poetisk og drømmeagtig historie for den tænksomme læser.

Lars Mæhle: Fuck off – I love you

16-årige Vemund bor sammen med sin psykisk syge mor, er forelsket i den jævnaldrende Maria og ved ikke helt, hvad han vil med sit liv. Han kommer med i slænget omkring den 10 år ældre Two-Face, netop løsladt fra fængslet efter en voldsdom. Two-face viser interesse og forståelse for Vemund, ikke mindst da hans mor bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Når Two-Face står over for et vigtigt valg, lader han en særlig mønt afgøre, hvad han skal gøre. Bliver det ”I love you” vælger han en god løsning, bliver det ”Fuck off”, vælger han en ond. Historien fortælles af Vemund, som efterfølgende må indlægges på ungdomspsykiatrisk afdeling.

Johanna Nilsson: Like had luderen

Jonna og Gloria er 15 år og bedsteveninder. De er ikke specielt populære, men heller ikke dem der bliver mobbet. Til en fest bliver Gloria oralt voldtaget og filmet af Robin, som ellers er skolens populæreste fyr. Han lægger filmklippet på de sociale medier, og det strømmer nu ind med grimme kommentarer på Glorias blog og der oprettes en ”Had luderen” facebook-gruppe. Gloria begynder at skære i sig selv og Jonna tager hævn på Glorias vegne og starter en hadeside mod Robin. Vi hører på skift historien fra Jonnas, Glorias og Robins synsvinkel og der er kun ofre. Bogen viser, hvor meget magt de sociale medier har og hvor onde de unge kan være mod hinanden.

Patrick Ness: Monster

13-årige Connor vågner tit med mareridt om at der står et monster i haven. I virkeligheden er det takstræet nede på kirkegården og Connor har værre ting i livet at være bange for end et monster. Hans mor er dødeligt syg af kræft, faderen er rejst til USA med sin nye kone og i skolen må Connor slås med plageånden Harry og en manglende forståelse for hans situation. Monsteret er kommet for at fortælle tre historier og det bliver Connors opgave at fortælle den fjerde og sidste om det virkelige monster. En stærk, dyster og gribende historie, ikke mindst i kraft af de meget flotte og skræmmende sort/hvide illustrationer.

Mette E. Neerlin: Hest, hest, tiger, tiger

Honey går i syvende klasse og bor på Nørrebro sammen med sin hårdtarbejdende mor og psykisk handicappede lillesøster. Forældrene er skilt, og faderen er småkriminel og mangler altid penge. Ydermere er Honey født med læbeganespalte. Det er Honey, der sørger for indkøb og for at tage vare på lillesøsteren, og hun kommer altid ud for anderledes oplevelser, fordi hun ikke kan sige nej. Som da hun uforvarende havner på et kinesiskhold, siger hun hedder Karen Blixen og lærer det kinesiske udtryk ”Mama huhu”, der betyder ”Hest, hest, tiger, tiger”, noget som ikke er godt, men som kunne være meget værre. Eller da hun tager bussen den forkerte vej og ender hos Marcel, der ligger for døden på et hospice, hvilket der kommer et rørende venskab ud af. Trods de mange hårde odds for Honey, er hun en rigtig overlever og bogen er hylende skæg.

Ida-Marie Rendtorff: Lige nu er allerede i morgen
Felicia bor alene med sin far, men vil hele tiden hen og besøge sin mor og søster Cille. Faderen ser hellere hun finder nogle venner og bruger tid med dem. En ny dreng, Peter, starter i hendes klasse, han bor i huset overfor og vil meget gerne snakke. Felicia synes det er pinligt, da far inviterer de nye genboer på kaffe og kun langsomt må hun overgive sig til venskabet med Peter. De har brug for hinanden. Først til sidst får man at vide, hvorfor Felicia ikke kan besøge sin mor og søster og hvorfor Cille aldrig tager sin telefon. Stramt komponeret lille roman eller lang novelle om sorg og savn og venskab.