Eva anbefaler: Den ottende dødssynd

Var du vild med "Kvinden i toget" er denne bog helt sikkert noget for dig

Psykologisk spændingsroman, hvor dramatikken starter stille og roligt og langsomt folder sig ud. Noras liv ændrede sig drastisk for 10 år siden efter en faldulykke fra 7. etage, som hun mirakuløst overlevede. Før den tid var hun utilfreds med alt, i dag er Nora rig, berømt og smuk og har det hele; en skøn mand, Frank, og to skønne børn, Albin og Saga og en herskabelig villa i et svensk velhaverkvarter. Hun er livsstil-coach og skriver selvhjælpsbøger, klummer og holder foredrag om, hvordan alle kan opnå succes og blive lykkelige, hvis de gør en indsats.  Dog er hun ikke i stand til at få et nært forhold til sin 7-årige datter, som er meget indadvendt.  Ved bogens start er Nora i gang med en bog om de syv dødssynder. Nora og hendes mand omgås de andre familier på vejen og når de mødes er hun altid det ombejlede centrum.

En dag flytter en høj, flot singlekvinde, Klara, ind i huset overfor. Nu bliver Klara pludselig centrum og gør Nora usikker.  Idyllen i Noras perfekte liv krakelerer lidt efter lidt, hun går i stå med sin bog, copypaster en artikel om lykke, hun skal skrive til et blad og føler sig forfulgt.

Der dukker ting op fra Klaras fortid og pludselig bliver hun i tvivl om faldet for 10 år siden faktisk var en ulykke eller hun blev skubbet. Og så begynder der at ske højdramatiske ting og bedst som man tror, man har gættet plottet, må man tro om igen. Slutningen er meget overraskende og var du vild med ”Kvinden i toget”, vil denne bog helt sikkert også fænge.
 

Eva anbefaler Den ottende dødssynd
Eva anbefaler Den ottende dødssynd
22.12.16