Eva anbefaler: Liv for hver en pris

3. og afsluttende bind af Kristina Sandbergs trilogi om den svenske husmor Maj

Vi er nu nået til 1950’erne og børnene Anita og Lasse er blevet teenagere, mens hendes mand Tomas jævnligt kæmper med sit alkoholforbrug, og nu kommer der også utroskab ind i billedet. 

Tomas mister sit gode job og bliver senere garderobemand på Stadshotellet og dårlig økonomi gør, at familien må  afhænde deres sommerhus i skærgården. Det er dog stadig Majs husmordage som er omdrejningspunktet; hun elsker sin madlavning og sit køkken, bager sukkerbrødskager, skurer radiatorer og vasker tøj. 

Bogen slutter omkring 1970, hvor både Anita og Lasse er blevet forældre, Tomas’ store familie falder fra én efter én og ved bogens slutning har Tomas selv pådraget sig en dødelig sygdom.
Trilogien beskriver meget fint de enorme forandringer, der skete fra 1930’erne til 1960’erne. Der er tale om næsten 1500 detaljerede sider om husmorliv, umiddelbart kan det godt lyde kedeligt, men Kristina Sandberg skriver, så man som læser næsten kan se støvet i hjørnerne og dufte de gode opskrifter. Maj gør aldrig oprør, men indretter sig efter datidens forventninger til kvinderollen; hun giftede sig med en mand hun ikke elskede, fordi de ventede barn, og fik til gengæld vielsesring og velstand. 

Da 1960’erne manglede arbejdskraft, blev kvinderne attraktive på arbejdsmarkedet, og også Maj får job, først på et renseri, hvor hun døjer med eksem p.g.a. de stærke rensemidler, senere i en kiosk.  I generationerne efter Maj, blev der taget stærk afstand fra husmorrollen, som lagde tid og kærlighed i hjemmet og børnene uden at få løn for det. 

Bøgerne gjorde stort indtryk på mig, jeg husker selv hvordan min mor og mine bedstemødre var hjemmegående og at min mor i slutningen af 1960’erne tog deltidsjob. Og at madlavning, rengøring og at det ydre var i orden, fyldte utrolig meget. 

Kristina Sandberg har helt bevidst ønsket at beskrive en af datidens stille eksistenser, hun har bl.a. modtaget den prestigefyldte Augustprisen for bøgerne og kaldes Sveriges nulevende Virginia Woolf. Maj er en af de mest omdiskuterede romanfigurer i nyere tid i Sverige. Trilogien kan varmt anbefales. 
 

10.05.19