10 bøger til krimielskeren

15.03.21
Til dig der ikke kan få nok af at læse krimier

Det, jeg elsker mest ved krimien, er ikke kun mysteriet og gåderne, der skal løses, men lige så meget den variation, der er i genren. Når jeg er i humør til en krimi med en lidt mørkere atmosfære, vælger jeg ofte nogle af de velkendte nordiske forfattere. Har jeg i stedet lyst til en lidt mere hyggelig krimi, vælger jeg nok en af de britiske om Miss Marple eller Hercule Poirot. Derfor har jeg lavet en liste med nogle forskellige typer krimier, hvis du gerne vil læse om mord og mysterier, men er klar til at prøve lidt forskelligt.

Et hyggeligt mord

Hyggekrimier er fantastiske, når du gerne vil nyde et godt, ublodigt mord i et lille lokalsamfund, hvor hovedpersonen ikke engang er detektiv. Man kan undre sig over, hvordan de kan holde bestanden oppe i de små samfund, men hyggeligt er det! Jeg er ivrig tilhænger af Fader Brown, der for nyligt blev sendt hver dag på DR1, og derfor har jeg selvfølgelig fundet Den vantro Fader Brown af G. K. Chesterton frem, så du også kan hygge dig med at læse om den katolske præst, der løser mordgåder. Skal det være lidt mere dansk, har jeg fundet Mysteriet i Genbrugsen af Anna Grue frem, som handler om en kvinde, der arbejder i en genbrugsbutik, hvor folk bliver myrdet.

Historiske mord

Hvis du er fan af historiske romaner, skulle du prøve de historiske krimier. Måske kan du som mig godt kan lidt at finde ud af, hvordan man løser en mordgåde midt i den franske revolution? Hvis det er tilfældet, så er Den tavse dreng af Andrew Taylor måske noget for dig. Er du derimod mest til en krimi, som følger en virkelig person, så er At koge bjørn af Mikael Niemi måske svaret. Her følger vi vækkelsespræsten, Lars Levi Læstadius, hvis landsby bliver ramt af en række mord.

Virkelige forbrydelser

Ofte behøver man ikke at søge ind i fiktionens verden for at finde forbrydelserne. I Jagten på morderne stopper aldrig af Frederik Strand bliver vi introduceret til virkelige sager, der er blevet genåbnet og senere løst efter lang tid. Det er spændende at læse om, fordi vi både får et indblik i de mystiske sager, der var så svære at løse, men også får indfriet vores retfærdigsfølelse, når de løses til sidst. Hvis du modsat er mere vild med de uløste mysterier, så er Lars Halskovs Branden: gåden om Scandinavian Star rigtig spændende at læse. Der er bare noget ved de brande, som stadig er utroligt mystisk her mange år efter begivenhederne.

Den kriminelle detektiv

Vi er vant til at læse om den udbrændte kriminalefterforsker, som samtidig med mordgåderne også skal kæmpe med sit eget privatliv. Ofte risikerer de at komme på kant med loven, når de tager drastiske midler i brug for at fange forbryderen. I Blod ved daggry af Palle Schmidt og VIP-rummet af Jens Lapidus er vores helte i forvejen kriminelle og skal efter mange år i fængel tilbage til det virkelige liv. Pludselig er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt hovedpersonen kan holde sig inden for loven, i disse tilfælde er de allerede faldet udenfor. Det er spændende at læse, fordi vi på den måde får et mere personligt indblik i den danske undergrund, hvor bandekriminaliteten raser.

Det store kup

For tiden er serien Lupin populær på Netflix. Derfor har jeg også været i humør til at læse fortællinger om at begå store kup med meget på spil. Personligt er jeg vild med de fortællinger, hvor hovedpersonerne ikke altid har styr på det kup, de skal begå. I Kugler i mosen af Donald E. Westlake skal en flok amatører stjæle en mobil bank, mens heltene i Farvel, Kammerat af Sébastien Japrisot bliver tvunget ind i et kup af to kvinder. 

Jeg håber, at du har fået lidt inspiration til nogle af den mange typer krimier, du kan læse. 

/Emilie, eReolen

Oprindeligt skrevet af Emilie, eReolen.