Elizabeth Strout: Olive Kitterigde
Olive er en stor kvinde. Pensioneret skolelærer og lidt frygtindgydende. Hun har stærke principper og holdninger (nogle af dem kunne man kalde fordomme) og hun holder dem ikke for sig selv. Hvis nogen skulle se anderledes på sagerne end hende, giver hun dem den kolde skulder. Det gælder også hendes mand, Henry, som sagtmodigt finder sig i hendes svingende humør og elsker livet og nyder samværet med andre mennesker. Det er ikke Olives kop te, men hun involverer sig alligevel, når nogen har brug for hjælp, for inderst inde banker et varmt hjerte.
Hendes store glæde i livet er sønnen Christopher, som er fodterapeut og bor i det hus, hun og hendes mand har bygget til ham. Et vidunderligt hus. Olive drømmer om at se det fyldt med børnebørn, og – når det nu må være sådan – en svigerdatter. Helst én hun kan lære om havedyrkning, som er hendes store interesse.
Men sønnen svigter og gifter sig med en fisefornem læge, der efter kort tids ægteskab ønsker at flytte til Californien. Hun føler sig forladt af sin eneste søn og harmes over det kvindemenneske, der tog ham fra hende og et år efter lod sig skille. Hun håber på at sønnen vil vende hjem til den lille by i Maine, men han bliver boende og flytter senere til NY. Kontakten til ham bliver sjældnere og sjældnere. Først da Henry rammes af en hjerneblødning, kommer der igen lidt kontakt imellem dem og hun opdager at hendes søn har fået en ny kone, som han venter barn med. Under påskud af at den nye kone har brug for hjælp, får Christopher overtalt Olive til at komme til NY.
Men efter få dage dér indser hun at der ikke er behov for hendes hjælp og føler hun sig snydt og tager hjem i vrede. Da hun indser at hendes søn måske bare savnede hende, forhindrer hendes stolthed hende i at vende om, ligesom den har forkludret mange relationer for hende før.
