Else Marie anbefaler: London River

En enkel og gribende film om terrorbomberne i London i 2005.

Nogle gange kan en lille beskeden film virke stærkere end så mange velsmurte storproduktioner. London  River er en af den slags film.

Med få virkemidler fortæller den historien om Elisabeth Sommers, der ikke kan forstå, at hun ikke har hørt fra sin datter Jane efter terrorbomber mod nogle offentlige transportmidler i London i 2005. Heller ikke den fransk-afrikanske Ousmane har kunnet få kontakt til sin søn, Ali. Begge rejser de til London for at finde deres børn. 

En film om hvordan uskyldige mennesker og deres familier kan blive ofre for terrorisme, men også en film om, hvordan tab og sorg udvisker kulturelle og religiøse forskelle og bliver et universelt menneskeligt vilkår.
Både Brenda Blethyn og Sotigui Kouyaté er fremragende i de to hovedroller - især sidstnævnte, der også modtog en Sølvbjørn for sin præstation ved filmfestivalen i Berlin.

London River er en enkel og gribende lille film om de menneskelige omkostninger ved et terrorangreb i London. En lettilgængelig film for et modent publikum, der - i hvert fald en gang imellem - synes at livet er for kort til ligegyldige film.
Hvis du vil se en kvalitetsfilm i stedet for en genudsendelse i fjernsynet, så se denne. Jeg kan stadig huske filmen, selv om det efterhånden er længe siden jeg så den. 

25.03.17
Tags