Eva anbefaler: Dukkesamleren

Spændende psykologisk thriller af Anna Snoekstra

25- årige Rose Blakey arbejder som bartender på politiets stamkro i en søvnig, lille by i Australien.
Hun bor på lånt tid hos sin mor og ondskabsfulde stedfar og drømmer om en karriere som journalist i storbyen.

Da byens små piger begynder at modtage porcelænsdukker der ligner dem selv på en prik, ser Rose sin chance for en god historie og hun får flere artikler om sagen trykt i en tabloidavis.
Dette sætter gang i sladderen i den lille by; er det en pædofil, der står bag dukkerne, er det én fra byen eller den mystiske fremmede Will? Er der mon en sammenhæng med den voldsomme brand, hvor domhuset brændte ned til grunden og en lille handicappet dreng omkom?

Rose går til tasterne med stor ildhu og benytter sig tilsyneladende af politimanden Franks forelskelse i hende, til at skaffe sig insiderviden. Først da Roses 6-årige lillesøster Laura pludselig forsvinder, går sagens alvor op for hende.

En spændingsbog, der foregår i den australske underklasse og tar’ en meget overraskende drejning flere gange – jeg følte mig rigtig godt underholdt.

08.10.18