Eva anbefaler: Dyrets år

Saftige og voldsomme scener, som ud over skildringen af Marie Grubbe giver et rigtig godt indblik i 1600-tallets levevilkår, ikke mindst for kvinderne.
 
Lone Hørslev: Dyrets år
 
Denne bog foregår i den isnende kolde vinter 1666-67, som kaldes dyrets år, fordi tallene 666 iflg. Johannes’ Åbenbaring er dyrets tal.
 
Den handler om Maria Grubbe. Hun blev som 17-årig  gift med Frederik den Tredjes uægte søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, der er udsendt af kongen som statholder i Norge. 
De bor på Akershus i Kristiania (Oslo). Ægteskabet er ulykkeligt, ved dets indgåelse havde Ulrik været gift med en anden i 8 år.
Han er altid på rejse og Marie forlyster sig med andre, noget hun kunne tillade sig livet igennem, fordi hun ikke kunne blive gravid og dermed var fri for de livstruende børnefødsler.
 
Ved romanens begyndelse har hun lige haft en affære med den franske ritmester Blanquefort, som til hendes store fortvivlelse har afsluttet forholdet.
Maries 2 år ældre søster Annemarie og dybt forgældede svoger Styge Høgh kommer på besøg fra Falster, først og fremmest for at låne penge af Ulrik. Styge og Marie indleder et forhold, som bliver slutningen på Maries ægteskab, da de afsløres på fersk gerning. Herefter er det social deroute for Marie, som efter ægteskab med den slappe Styge ødsler en gigantisk formue bort.
Senere bliver hun gift med den voldelige Søren Ladefoged og lever med ham i stor fattigdom som færgekone og kroholderske i Borrehuset nær overfarten til Møn.
 
Bogen beskriver  de ekstreme sociale forskelle i samfundet. Alt imens Marie boltrer sig med sine elskere og af sin kammerpige bliver iklædt datidens mode med korsetter, skørter, sløjfer, bånd og bændler og blomsteropsatser i håret, hører man skrigene fra Ingebjørg, der torteres i fangekælderen.
Ingebjørg er anklaget for at være troldkvinde og have besat og forgjort en af køkkenpigerne,  Gunille,  så hun er blevet vanvittig og har dræbt sit eget barn, et barn som Hr. Gyldenløve i øvrigt er far til.
Man har fundet en bog hos Ingebjørg, fyldt med trylleformularer og opskrifter på salver, lavet af giftige urter. Både Gunille og hendes kusine Drude har været hos Ingebjørg, for at få rottegift mod uønsket graviditet, for Drude lykkedes det at abortere. Under tortur angiver Ingebjørg de to kusiner, og de tre kvinder brændes på bålet. 
 
En bog, fuld af saftige og voldsomme scener, som ud over skildringen af Marie Grubbe giver et rigtig godt indblik i 1600-tallets levevilkår, ikke mindst for kvinderne.
 
 
Billede af bogen "Dyrets år"
Billede af bogen "Dyrets år"
15.11.16