Eva anbefaler: Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung

Vilhelm Hammershøis malerier sælges for millioner rundt omkring i verden, men hvem var den gådefulde kvinde på mange af billederne, ofte set fra ryggen med blottet nakke?

Ida Ilsted kom fra beskedne kår i Stubbekøbing. Hendes far var en hårdtarbejdende købmand og hendes mor melankolsk og psykisk ustabil og ind imellem indlagt på anstalten Oringe. I familien hang sorgen over storebroren Hans Christians tidlige død af difteritis. Ida møder Vilhelm i 1890 gennem sin anden bror, den senere berømte maler Peter Ilsted, og inden sommeren er ovre, er Ida og Vilhelm forloveMødet med kunstverdenen og Vilhelms velhavende familie på Frederiksberg bliver et kulturchok for hende. Den strenge og snobbede svigermor, Frederikke Hammershøi, har svært ved at forstå, hvad Vilhelm ser i Ida, ”Du er så tydeligvis mere mus end muse”.  Hun ser sin søn som et geni og laver scrapbøger over hans liv og kunst.  

Efter giftermålet rejser parret rundt i Europa, til kunstmuseer i Amsterdam, Rom og Paris, Vilhelm altid på jagt efter motiver, som det er svært for ham at finde. Det bliver i Strandgade på Christianshavn, Vilhelm maler sine mest berømte malerier, de næsten tomme, minimalistiske stuer med hvide vægge og døre, af og til med en solstråle i rummet. Ida var hans eneste model, hun stod i time- dage- og årevis uden at røre på sig. ”Tiden går, Ida står”.

Efter datidens normer ville man nok sige, at Ida levede et privilegeret liv uden hårdt arbejde, med tjenestepige, jævnlige udenlandsophold og bekendtskaber med store kunstnere som J.F. Villumsen. Hun har tiden til at gå på opdagelse blandt borgerskabet i Bredgade og fiskerkonerne på Gammel Strand. Men ægteskabet er ensomt for Ida, der kommer ingen børn, hun har ingen veninder og selv fuglen i dens bur forvises til køkkenet, så Vilhelm ikke bliver forstyrret i sit arbejde. Ida er selv en fugl i et gyldent bur, et møbel som de andre og indimellem må hun få luft ved at råbe højt og lade porcelænet flyve gennem de tomme stuer. Men hun og den fåmælte og indadvendte Vilhelm bliver uundværlige for hinanden igennem 25 år.  

Da Vilhelm dør i 1916 (Ida overlever ham i 33 år) glider han ud i glemslen, hans værker bliver af samtiden bedømt som givende ”et underligt sygt og sterilt indtryk” og først adskillige årtier senere bliver han verdensberømt og den dyreste danske maler nogen sinde. Jesper Wung-Sung giver os et flot og følsomt portræt af ”kunstnerens hustru”.
 

17.02.22