Min fucking familie

Eva anbefaler: Min fucking familie

01.06.15
Ungdoms- og voksenbog
Hovedpersonen er 15-årige Christoffer, som i virkeligheden hedder Nina, men han har altid følt sig som en dreng og går klædt og opfører sig sådan. Christoffer er født i den forkerte krop. Bogen rulles ud som en film med Christoffer som den alvidende fortæller. Vi følger hans familie scene for scene; de bærer alle noget destruktivt i sig p.g.a. den sociale arv. En moster er pyroman, en morbror går fuldstændig i èt med tapetet, hans egen mor drikker og lader sig misbruge af mænd, men værst er dog onkel Helge, den rene og skære ondskab.
Det onde har altid ligget i familien; en tip-gange-et-par-stykker-oldemor var englemagerske, dvs. ombragte uønskede spædbørn, en forfader var slaveejer på De Vestindiske Øer, en anden ondskabsfuld ridefoged og tipoldefar var gullaschbaron. Christoffer fortæller historien med et raseri og en aggression, for ud over sit had til sin egen krop, må han også slås med moderens forskellige voldelige og alkoholiserede kærester.
 
Nu tror I måske, at bogen er dybt deprimerende, men faktisk er den skrevet i en vildt humoristisk og selvironisk tone. Christoffer har et par gode støtter i mormoderen og en gammel husbestyrerinde, som har været familiens ”eje” i 72 år. Bogen ender meget dramatisk og næsten med en ”happy end”. Jeg læste den i et stræk og følte mig meget underholdt – som at se en god TV-serie. 
 
Materialer