Eva anbefaler: Sommermørke

Fantastisk stemningsfuld debutkrimi, som foregår i de lyse nordsvenske sommernætter i Norrland

Lelles 17-årige datter Lina forsvandt fra et busstoppested for 3 år siden. Hun var på vej til sin første vagt på et nyt fritidsjob, men Lina står aldrig på bussen og nu er den første tids energiske eftersøgning slut. Lelle er desperat og søvnløs og når han har ferie fra sit job som gymnasielærer, kører han rundt på de øde skovveje og leder efter spor i alle faldefærdige rønner og kældre, han møder på sin vej.

Eftersøgningen har kostet Lelle hans ægteskab, han kæderyger og drikker whisky og forsumper i sin ensomme søgen. Hans exkone mener som alle andre at Lina er død – hun forsøger at komme videre og holder mindeoptog på 3-års dagen gennem den midsommerlyse by.

Samtidig flytter teenagepigen Meja til området med sin mor, Silje, som er alkoholiker og lettere psykotisk. De har ført et omflakkende liv, hvor de er flyttet fra mand til mand. Nu har Silje mødt Torbjørn på nettet, en halvgammel snusket eneboer, som er kendt for sin store samling af pornoblade.

Meja flakker om i området og møder tre jævnaldrende brødre. Hun bliver kæreste med den yngste, Carl-Johan, og i længsel efter noget der ligner et familieliv, flytter hun ind hos hans noget særprægede familie. De lever i en slags sekt, hvor de har kappet forbindelsen til omverdenen og er selvforsynende, f.eks. har de indrettet en underjordisk bunker med masser af mad og våben. Mobiltelefoner og anden teknik er bandlyst i hjemmet og de mener, at staten har hemmelige planer med befolkningen.   

Tingene spidses til og uhyggen breder sig, da endnu en teenagepige forsvinder og Lelle er overbevist om, at det er den samme gerningsmand. Handlingen ruller langsomt fremad med fine naturbeskrivelser af de store dystre skove med kæmpe myggesværme.

Personerne er troværdige; der drikkes meget hjemmebrændt brændevin og den mest sympatiske er landbetjenten Hassan, som har stor forståelse for Lelle og hans sorg. Det er fuldt fortjent at Stina Jackson vandt Det Svenske Kriminalakademis pris for årets svenske krimi i 2018 samt Glasnøglen 2019, prisen for den bedste skandinaviske krimi.
 

13.08.19