Eva anmelder Helga Flatland: En moderne familie

Læs en god og tankevækkende bog

Vi kender norske Helga Flatland fra den fremragende trilogi om livet i en norsk bygd, der mister tre unge mænd til krigen i Afghanistan.
Denne roman er helt anderledes afdæmpet, men med en masse psykologisk drama mellem linjerne.

Sverre fylder 70 og han og hustruen har inviteret børn, svigerbørn og børnebørn på en ferietur til Rom, blot for at fortælle at de to skal skilles.
Der er ingen tredjepart involveret, men de har ikke mere at give hinanden. Herefter hører vi på skift de tre voksne børns reaktioner på skilsmissen.

Liv er 40 år og den der har kopieret sine forældres liv mest. Hun er gift og har to børn og som den ældste har hun stor ansvarsfølelse overfor både sine søskende og egne børn.
For Liv er kernefamilien fundamentet og forældrenes skilsmisse knækker hende fuldstændigt og sætter spørgsmålstegn ved hendes eget ægteskab.
Ellen er 38 år og har arvet moderens fyldige former og smukke træk. Hun er ordblind, men har alligevel arbejdet hårdt for at blive succesfuld kommunikationsekspert.
For Ellen drejer hele livet sig nu om hendes egen barnløshed og kampen for at holde på kæresten Simen.
Og så er der efternøleren Håkon på 30 år, som blev født med en hjertefejl og derfor altid er blevet lidt mere forkælet og beskyttet af forældrene.
Håkon går ind for det åbne og tvangfrie forhold, som holder en tid – lige indtil han møder Anna og forelsker sig.

Bogen viser meget fint, hvordan familielivet i disse år ændrer voldsom karakter; i 70-års alderen føler mange, at de stadig har meget til gode, det er ikke skræmmende eller økonomisk svært at bo alene.
Mange venter til 40-års alderen med at få børn og så kan det måske være for sent.

En rigtig god og tankevækkende bog, som Helga Flatland fik "Bokhandlerprisen 2017" for.