Else Marie anbefaler: Nina Portland

Trilogi med den skrappe Esbjerg-strisser Nina Portland i hovedrollen

Jeg har læst bøgerne flere gange og kan varmt anbefale dem som rigtig god og spændende ferielæsning.

Økseskibet

Nina Portland er kriminalassistent ved politiet i Esbjerg og alene med en søn på ti år.
Under et politikursus i Estland kommer hun på sporet af en russisk sømand, der var hovedpersonen i en gådefuld sag hvor Nina Portland som nyansat ved politiet fulgte sagen om Økseskibet. En russisk sømand blev anklaget for at have dræbt kaptajnen og fire besætningsmedlemmer på det tyske skib m/s Ursula med en økse., men han gik fri på grund af manglende beviser.

Opsat på at løse det gamle mysterium forfølger Nina Portland sporet. Det fører hende først ud i det estiske vinterlandskab, siden til London og Skotland og tilbage til Esbjerg og hendes egen fortid, hvor løgne og hemmeligheder, hun intet anede om, stiger op til overfladen.

Ninas private efterforskning har imidlertid sat både britiske efterretningsagenter og islamiske fundamentalister i alarmberedskab, og da hun endelig indser, at hendes opgør med fortiden er livsfarligt, er det for sent at bakke ud …

Inspirationen til bogen bygger på den virkelige historie om den tyske coaster M/S Bärbel. En helt igennem mystike og underlig historie, sagen har en masse løse ender og journalist og forfatter Jens Henrik Jensen har digtet sin egen historie om, hvad der kunne været foregået ombord. 


Kulmanden

Et lyn slår ned i kulbjergene ved kraftværket i Esbjerg og afdækker liget af en ukendt mand, dræbt med knivstik. For kriminalassistent Nina Portland er en ny dramatisk sag begyndt, og fundet af endnu et lig fører kun til yderligere spekulationer om motiverne bag de gådefulde mord.

Mens en mystisk skygge overvåger hvert af hendes skridt, begynder Nina Portland at følge sit eget spor, da hun får mistanke om en sammenhæng mellem de to drab og en gammel kvindes tilsyneladende naturlige død i en lejlighed i Esbjerg.

Kvindens autistiske søn forsvinder, skræmt fra vid og sans. Og pludselig er Nina selv jaget vildt. Alligevel fortsætter hun sin farlige søgen efter gådernes løsning, først til Berlin, derefter til Istanbul og tilbage til Esbjerg. Og langsomt går det op for hende, at hun er kommet på tværs af hemmelige kræfter, der er langt større end hende selv …

Spøgelsesfangen

En nøje planlagt likvidering af to ledere fra den kriminelle underverden sender Esbjerg ud i en blodig bandekrig. Alligevel bliver den højt respekterede kriminalassistent Nina Portland til alles overraskelse fjernet fra efterforskningen og sendt ud på en banal opgave.

Et privatfly er forulykket på vestkysten, og en passager død af sine kvæstelser. Nina skal bare ekspedere sagen rutinemæssigt, men flere omstændigheder ved ulykken vækker hendes mistanke om, at alt måske ikke er, som det burde være.

Mens bandekrigen kulminerer i en regulær familietragedie, melder højtstående folk fra efterretningsverdenen deres ankomst. Dermed tager sagen om flyulykken en højdramatisk drejning, for om bord var en tophemmelig passager, som nu er sporløst forsvundet.

En international skandale tager form, og Nina kastes ud i de mest kaotiske døgn nogensinde. Det bliver stadig sværere for hende at skelne mellem sandhed og løgn, og i kulissen følger en sky skikkelse begivenhedernes gang - og gør sig klar til at slå til…