Rane Willerslev - den nye direktør for Nationalmuseet

31.01.18
"På flugt i Sibirien" en biografi af antropolog og museumsdirektør Rane Willerslev

I forbindelse med sin forskning i jægerfolket jukagierne, som lever i Nordøstsibirien, opdagede Rane Willerslev, at fattige zobeljægere blev udnyttet af den lokale mafia. Han organiserede derfor et projekt, hvor zobelskind skulle sælges på fri pelsauktion i Danmark.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990’erne voksede ”røverkapitalismen” frem, og mafiaen havde reelt magten. Det fik Rane ind på livet, da han ved at ville bryde pelsmonopolet, kom på tværs af magthavernes interesser, og endte med at måtte flygte over hals og hoved ud i tajgaen, kun i selskab med en enkelt jæger. De gik på zobeljagt og skød nogle meget fine eksemplarer, men så svigtede jagtlykken. Da provianten slap op, og de aftalte nye forsyninger udeblev, satte sulten ind. Mændene blev meget svækket fysisk, inden Rane ved et rent held fik ram på en elg, så de kunne overleve.

Bogen giver en detaljeret beskrivelse af mændenes kamp mod sulten, hvor de var på vej ind i den afsluttende fase. Makkeren havde forfrysninger i den ene fod, og Rane så syner. Som hos andre oprindelige folk, var åndetro en daglig følgesvend, og Rane fortsatte efter hjemkomsten med små ofringer. Endelig blev de hentet og bragt ind til byen, hvor de måtte indse, at pelsprojektet ikke kunne gennemføres. Undervejs var de blevet snydt for betaling for deres zobelskind, og en mand var død under mystiske omstændigheder.

De mange personer med russiske navne kan overskues i et persongalleri i bogen, som er spændende som en agentroman, oplysende om Rusland og Sibirien før og under omvæltningen, og underholdende om en ung videnskabsmands oplevelser i polarkulden.

Rane Willerslev er professor i social antropologi og enægget-tvillingebror til DNA-forskeren Eske Willerslev. 

 

Tags
Materialer
Reservér
  • Bog

På flugt i Sibirien : zobeljagt, russisk mafia og 65 minusgrader

Af Rane Willerslev (2009)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Tænk vildt : det er guddommeligt at fejle : en peptalk for en mere nysgerrig tidsånd

Af Rane Willerslev, Helle Broberg Nielsen (2017)
Læs mere