Sommerferielæsning - Kasper anbefaler
”Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” blev den norske forfatter Tomas Espedals store gennembrud i Danmark, og når man læser romanen forstår man godt hvorfor: den er fantastisk velskrevet, poetisk, rå, rørende, eftertænksom og kontrastfuld. Kort sagt har den alt det, der kendetegner Espedal når han er bedst, og som gør ham til en af Skandinaviens bedste forfattere. Vi følger Espedal på hans vandreture, mens han tænker over sit liv og fører essayistiske samtaler med sig selv og sine inspirationskilder. Der er ikke nogen egentlig handling i romanen, så hvis man er på udkik efter et godt gennemtænkt plot eller en sindsoprivende historie skal man holde sig langt væk, men hvis man har lyst til en poetisk og uforudsigelig vandretur, er det ”Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” man skal have fat i.
”Dagdriverbanden” af John Steinbeck må nok være noget nær den perfekte sommerferielæsning, humoristiske røverhistorier om en flok dovne dagdrivere i det solfyldte Californien, hvor dagens eneste bekymring er, hvor den næste flaske vin skal komme fra. Vi følger Danny og hans venner, der alle deler den samme afsky for en ærlig dags arbejde, i deres små og store eventyr og udfordringer, der altid løses ved hjælp af deres trofaste sammenhold og ridderlige, men dog bøjelige, moral. Kapitlerne har overskrifter som ”Hvorledes Danny lod sig bedåre af en støvsuger, og hvorledes Dannys venner frelste ham”, så er stilen lagt for de daglige dramaers store, eksistentielle tyngde. Perfekt læsning til liggestolen.
Håkan Nessers ”Halvmorderen” er den mindst krimiagtige krimi jeg har læst, og samtidig den mest underholdende. Bogens fortæller er den aldrende, småalkoholiserede gnavpot Adalbert Hanzon, der bestemt ikke har forestillet sig, at han nogensinde skulle skrive en bog, men da hans ungdoms store kærlighed pludselig viser sig i den by, hvor han er godt i gang med at kede (og drikke) sig ihjel, føler han sig kaldet til at fortælle deres historie. Det volder ham en hel del underholdende vanskeligheder at få ordene på papiret, men det er heller ikke en hvilken som helst kærlighedshistorie han er i gang med at fortælle, og dryp for dryp indvies læseren i de begivenheder, der ændrede Hanzons liv for altid, samtidig med, at han samler mod til at opsøge sin gamle flamme. En krimi, hvor sproget og humoren er i højsædet.
Hvis du midt i den uendelige sommers sorgløse aktiviteter pludselig mærker et lille, vemodigt stik (får al denne ubekymrede glæde ikke en ende?) har du to muligheder: at skynde dig hen til den nærmeste iskiosk/at søge trøst og tilflugt hos den nærmeste iskiosk eller se bæstet lige i øjnene. Philip Roth gør det sidste i romanen ”Enhver”, der er skrevet ud fra det fællesmenneskelige udgangspunkt at vi alle skal dø. Således også den navnløse hovedperson, og jeg har ikke sagt for meget, for der er end ikke spænding om udfaldet: romanen begynder med hans begravelse. Fra dette ultimative slutpunkt får vi beretningen om hans liv i alle dets faser, fra barndommen og ungdommen til voksenlivet med ægteskab, karriere, børn, skilsmisse og nye ægteskaber, alderdom med sygdom og forfald, og til sidst, uundgåeligt i livet som i romanen: døden. Det lyder kynisk, men sådan er det ikke fortalt, snarere nøgternt og illusionsløst. En eftertænksom og alvorlig roman om livets forgængelighed, vedkommende for enhver, læs den før det er for sent.
”Raseri” er først og fremmest vanvittigt velskrevet, der er en rytme og klang i sætningerne, så det er en fornøjelse at læse. Indholdet er derimod knap så fornøjeligt, da bogen handler om en mors lange og rasende kamp for at overleve i en familie med tre børn, der er ved at drive hende til vanvid. Egentlig er de ikke så forskellige fra andre familier, det er ikke en fortælling om en særlig udsat familie på samfundets bund, men bogens fortæller magter ikke sin opgave som mor og bliver mere og mere rasende og desperat. På trods af alle hendes ønsker og forsøg på at være sød og god, bliver hun overmandet af et urimeligt og ustyrligt raseri, der retter sig mod dem hun elsker. Hvis det ikke var så velskrevet, ville det være forfærdelig læsning, men som Isakstuen har skruet romanen sammen bliver det voldsomme og tabubelagte indhold både rørende, rasende og indimellem ligefrem sært underholdende.