Tre dage og et liv af Pierre Lemaitre

Eva anbefaler en god krimi, hvor der er rigtig meget at tænke over

Vi er i den lille franske by Beauval i 1999 og computerspil er for alvor begyndt at optage børns tid.
12-årige Antoines mor synes dog ikke, han skal spilde sin tid på den slags pjat, så Antoine drysser alene rundt i skoven og bygger en hule, kun i selskab af naboens hund Odysseus.
Da hunden bliver kørt over og aflivet, slår det klik for Antoine, og i vrede og fortvivlelse slår han naboens 6-årige søn i hovedet med en træstamme, et slag så rent, at den lille dreng dør. Antoine gemmer liget i en hul træstamme og et efterfølgende uvejr med orkan og oversvømmelse, gør eftersøgningen nærmest umulig.

Herefter er scenen sat for et liv fuldt af skyld, skam, anger og fortvivlelse. Vi møder Antoine igen i 2011, hvor han læser medicin og har fået en sød kæreste – på ydersiden et succesrigt liv, men i hans indre er der stadig kaos. Han drømmer om at blive udsendt som læge for en humanitær organisation og komme så langt væk som muligt, men skæbnen vil det igen anderledes.
Et møde med nabodatteren – hans barndoms hemmelige forelskelse – får katastrofale konsekvenser.

Sidste nedslag er i 2015, hvor Antoine har fået sin straf, men på en helt anden måde end nogen kunne forestille sig.

Mangler du en krimi til juleferien, er denne et godt bud – hurtigt læst, men hold op hvor er der meget at tænke over.

En tilfældighed kan gøre et menneske – i dette tilfælde en ung dreng – til morder, og igen er det et spind af tilfældige hændelser, som efterfølgende former hans livsbane.

18.12.17