Anbefaling: Flyvefisk og døde vande

En virkelig fin fortælling om sorg med en usædvanlig indlevelse og troværdighed som griber en og giver en lyst til at læse videre trods det tunge emne

April bliver snart 13 år, men det ikke længere vigtigt for hende, for hendes far er lige død. Sorgen er svær at forlige sig med, selvom hun jo er vant til, at han, som var langfartssømand, ikke er der, er der alligevel en verden til forskel, nu hvor han ikke kommer tilbage.

Hun føler sig afskåret fra alle, og alt er pludseligt ubærligt akavet. Hendes mor svinger mellem at fordybe sig i sit malerarbejde og insistere på, at Aprils fødselsdag da skal fejres, som om hun har lyst til det. Bedsteveninderne Eva og Cathrine er svære at tale med, selvom de prøver både at nå hende og give hende plads på samme tid.

Samtidig kan April ikke slippe tanken om, at der var noget hendes far ville have fortalt hende før den sidste rejse. Hun leder efter spor i farens efterladte ting og nedskrevne sømandsskrøner. Kan farens faster Magda og den mystiske dreng August, som er så nem at tale med, mon hjælpe hende til at finde svaret?

Liva Skogermann fortæller sikkert og fintfølende historien om April, mens hun holder plottet med de forskellige tidsspor og de ikke uvæsentlige sømandsskrøner i stramme tøjler, så alt går op i en højere enhed til sidst. Bogen er en smuk sammensmeltning af sorgens realia med strejf af kærlighed, fantasi og spøgelseshistorie(r).