Eva anbefaler Børnene fra Sølvgade tager kampen op

29.01.21
Har du læst ”Børnene fra Sølvgade”, skal du helt sikkert læse fortsættelsen om de fire søskende Katinka, Tristan, Kirk og Petra, som boede alene i en lejlighed i Sølvgade, efter deres mor pludselig forsvandt

De har nu fået et dejligt hjem på Frederiksberg hos det homoseksuelle par Brian og miss Nelly. Her er der hjemmebag, juletræsfældning og stor kærlighed, og børnene kommer i en god friskole, hvor man ikke skal lave lektier.  Men så dukker børnenes rige bedsteforældre op og vil have forældreretten over dem og have dem med til deres gods, Lykkesholm, på Fyn.

Endnu engang er det Katinka på 11 år, som er bogens fortæller. Der bliver taget store emner op, som retten til at vælge sin egen familie, søskendesammenhold, regnbuefamilier og det at skille sig ud fra mængden. Efter en periode på slottet, hvor børnene møder et vaskeægte spøgelse og får indsigt i deres mors barndom, ender alt godt. Jeg håber der kommer et tredje bind om de skønne børn.

Bogen er god at få læst op, hvis du er 8-10 år og at læse selv, hvis du 10-12 år.

Læs Evas anbefaling af første bind her

Materialer