Eva anbefaler: Prinsen af pæremosen

Sjove, hæsblæsende bøger om drengen Julius på ca. 8 år og Pæremadsen - en meget mærkelig mand, som er heksekender, Sammen jagter de hekse!
Sjove, hæsblæsende bøger om drengen Julius på ca. 8 år, som bor i byen mellem bakkerne og i Pæremosen møder en meget mærkelig mand, kaldet Pæremadsen. Han er heksekender, dvs. at han ved alt om hekse, og kan mærke når der er en farlig heks i nærheden. Han har ét øje, ét kæmpestort øre, en lang spids sort hat og en lang sort kappe. Pæremadsen ansætter Julius som sim medhjælper. Med i alle bøgerne er også rotten Trampedak, som til sin store sorg af og til forvandles til et menneske. De tre venner kommer ud for mange farlige ting, men ingenting er for alvor farligt og bøgerne ender alle godt.
 
I "Prinsen af Pæremosen" må de forhindre, at Baronessen, der i virkeligheden er en heks, forvandler byens borgere til tudser og presser livskraften ud af dem i den magiske tudsepresse. Det er Julius’ hidsighed, der i sidste øjeblik redder byens borgere. Da Julius’ mor bliver forvandlet til en tudse, bliver han så rasende at han bider heksen i næsen. Hekse er pivede, så hun begynder at græde og ”heksetårer gør gerningen ugjort”.
 
I ”Hekserekorden” er vi i cirkus og en kvindelig tryllekunstner virker meget mystisk. Da Julius og Pæremadsen ser hende trylle en dreng om til en mus, ved de at hun er en heks. Hun vil slå en særlig hekserekord ved at trylle 199 børn om til deres kæledyr og kæledyrene om til børn. Hun samler hekseblod ved at tiltrække myg og klaske dem i sin store myggemaser.
 
I "Det grønne kryds" er heksen Parimba en ung, smuk pige (en heks ser aldrig ud som en heks og de bliver yngre og kønnere med tiden). Ved hjælp af et grønt heksekryds får hun magt over Julius, med mindre han er i forbindelse med vand. Men Pæremadsen og Trampedak kommer ham til hjælp og får i sidste øjeblik forhindret at Parimba tryller menneskene i den store by ved havet om, og de får forhindret hendes magt over Julius.
 
I "Mirakelbrillen" har den sparsommelige heks ikke lavet heksekunster i 114 år. Men det gør hun nu, og det kan man læse om i Tidsskrift for Hekse, som udkommer før tingene sker. Ved et tilfælde bliver et glas hekseblod forvandlet til et stykke magisk glas, der kan være til fare for alle mennsker. I denne bog bliver PæreMadsen og tre andre heksekendere forvandlet til pudler.
 
Undervejs stifter vi bekendtskab med de mange hekseregler:

1. Heksespyt skiller ting ad

2. Heksesnot gør ting til pulver

3. Hekseblod gør usynlige ting synlige

4. Heksetårer gør gerningen ugjort

5. Heksesved klistrer usynlige og synlige ting sammen

6. Heksetis gør hvad man mindst venter

 
Bøgerne egner sig til oplæsning for de 6-9 årige og kan selvlæses fra 10 år hvor de stadig vil være interessante. Hvis man har læst Ole Lund Kierkegaards og Thorbjørn Egners bøger vil man kunne lide hekseserien.
 
Prinsen af Pæremosen
15.06.15