Eva anbefaler Roser og violer

Af Gry Kappel Jensen

Tidligt om morgenen den 7. juli er fire piger fra forskellige egne af landet på vej til informationsmøde på Rosenholm Kostskole. Rosenholm er en skole for unge mennesker med særlige evner indenfor magi, man kan ikke søge om optagelse, men bliver udvalgt. Senere bliver de fire værelseskammerater og veninder; Kirstine, som er ordblind og kommer fra et indremissionsk miljø. Victoria, som er smuk og rig, men bliver forstyrret i sin søvn af ånder. Malou har en dyster fortid og skærer i sig selv og Kamille bor alene med sin hippie- mor, som selv har gået på skolen.

På skolen bliver der undervist i nordisk mytologi, vikingeritualer, naturmagi og åndemaneri og eleverne inddeles efter deres evner indenfor jord, vækst, blod og død. Drenge og piger holdes adskilt, men det forhindrer ikke vores hovedpersoner i at forelske sig i skolens lækreste drenge, som har evner for hamskifte. Dette kommer til en drabelig kamp mellem en ulv og en ørn!

Der er ingen tvivl om, at forfatteren er inspireret af Harry Potter universet, men bogen er helt sin egen og det er let at relatere til de danske omgivelser. Bogen følger pigerne det første år, hvor de vikles ind i opklaringen af en mordgåde, som trækker tråde tilbage i tiden. Det er en rigtig pageturner og jeg glæder mig til de næste bind i trilogien, som dækker 2. og 3. skoleår. Henvender sig til de 12-16 årige, men voksne kan sagtens læse med.

27.08.19