Gode fantasy bøger med stærke piger i hovedrollen

20.04.20
Disse bøger ligger på eReolen GO!, enten som e-bøger eller lydbøger

Vi starter med den helt klassiske og ikoniske serie Skammerens datter af Lene Kaaberbøl.
Bøgerne handler om Dina, der har arvet sin mors skammerkræfter, og om, hvor svært det er at leve med dem.
Bøgerne handler også om, at der udbryder krig mellem to fyrstedømmer og Dina og hendes familie bliver trukket med i krigen. 

Det er en ret fantastisk verden, som Lene Kaaberbøl har opfundet, en blanding af middelalder, magi og drager.
Sproget er let og flydende, så man bliver trukket hurtigt og ubesværet gennem bøgerne, og det hjælper til at gøre verden levende og historien fantastisk.
Der er fire bøger i serien, hvor hver bog bliver mere spændende og medrivende, til det hele kulminerer med en vild afslutning i bog fire. 
Det er bøger der holder sig til den klassiske fantasy genre, hvor det foregår i en verden uden moderne tiltag, men med skammer og mørkemester magi, der gør bøgerne helt unikke.

Gode bøger om en ung pige med særlige evner og hendes rejse fra barn til voksen. Til børn fra 10 år.
 

En anden rigtig god dansk forfatter, der er med på fantasy til piger bølgen, er Josefine Ottesen.
Historien om Mira er en af de bedste serier, hun har skrevet.

En fantastisk serie, der handler om Mira der som datter af kongens bibliotekar tilhører overklassen i landet Dakja.
Men da kongen dør, og der kommer nye magthavere til, blusser hadet til Truwastammen op, den stamme som Mira er en del af.

Det er en fortælling der foregår i en verden uden moderne tiltag, skrevet i et fantastiske sprog, der river en med på en hårrejsende historie.
Det handler om en ung pige der står på begge sider af en ødelæggende konflikt, der kan rive hende over i to. 
Det er nogle fantastiske bøger, der giver en indsigt i hvor nemt og hurtigt, had og ondskab kan ødelægge et samfund.
Man kan godt se paralleller til det had, opdeling og forfølgelse, der er af Truwastammerne, og den forfølgelse som jøderne oplevede under 2. verdenskrig.

Den giver et meget deltaleret billede om racehad og racisme, sat i rammerne af en fantasy serie.
Klart en virkelig spændende og skøn bogserie, men også med meget action, indlevelse og ubehagelige tiltag, så for børn fra 13 år.  


En anden skøn sub-genre der er begyndt at poppe op i fantasy, er eventyr fortalt på en ny måde, med en masse twist.
En af dem er Skyggernes Dronning af C. j. Redwine og den er en nyfortolkning af Snehvide.
Den handler om kronprinsesse Lorelai, der skal redde sit kongerige fra sin stedmor, der med hjælp fra sin magi er ved at suge at liv ud af landet. 

Det er en rigtig god bog der giver et nyt syn på eventyr, skrevet i et let sprog, der gør at man læser bogen helt færdig, uden at lægge den fra sig.
Det er en Ravenspire bog, hvilket vil sige, at den foregår i den samme verden, men ikke er en del af en serie, med samme hovedperson.
Det betyder at hver bog bliver afsluttet, så man skal ikke vente på at anskaffe næste bind for at komme videre i historien, hvilket er rigtig rart i denne serie verden.
Der er flere bøger, der er skrevet af C. J. Redwine og er Ravenspire bøger. De foregår i samme verden, men har helt nye personer. 
Det er et helt nyt eventyr der bliver benyttet, man kan måske høre navnet på en person i en af de andre bøger, som fx Lorelai, men det er også det.

Der ligger to af disse bøger på Ereolen Go, så det er bare at gå i gang, gode bøger til børn fra 13 år.


Hvis man er interesseret i den lidt mere moderne del af fantasy genren, som ikke foregår i en middelalder, har Jennifer Donelly skrevet Det blå dyb, der er en del af Vandflammens saga.
Det handler om havfrue-prinsessen Serafina, hvis rige bliver overfaldet af et andet havfolk på hendes forlovelsesdag.
Det lykkes Serafina og hendes bedste veninde Neela at flygte, og nu skal de finde 4 andre havfruer, der skal hjælpe dem med at stoppe den gamle ondskab.

Det er en rigtig god serie, der giver et godt bud på, hvordan et havfolk kan leve under havet.
Hvad spiser de, hvordan laver de tøj, hvordan bruger de make up og meget, meget mere.
Det er meget fascinerende hvordan forfatteren har tænkt på alle detaljerne om havfolk.
Det er 6 forskellige og stærke havfruer, der sammen og hver for sig, prøver at redde verden.
Der er fire bøger i serien, de er godt skrevet, men bøgerne er ret lange, så det skal man være forberedt på. Til børn fra 12 år. 
 

En anden rigtig god serie er Grisha – Pigen og mørkningen skrevet af Leigh Bardugo.
Den handler om den splejsede, sygelige og indadvendte pige Alina, der bliver sendt ud i krig sammen med sin bedste ven Mal.
Under en farlig rejse over det magiske Skyggehav viser det sig, at Alina indeholder mægtige kræfter, som landet har manglet i mange år.
Men hvordan skal hun håndtere sine kræfter, og hvilken side skal hun kæmpe på?

Der er tre bøger i serien, der er skrevet i et skønt sprog, der får historien til at flyde og er med til at skabe den verden, hvor historien foregår.
En verden, der er fantastisk, medrivende og detaljeret, alt dette gør, at historien bliver virkelig og man føler, at personerne lever.
Historien fortæller også, at selv den mest indadvendte og generte pige, kan være speciel og fantastisk.
Den giver et billede på en piges rejse fra pige til kvinde.
Historien foregår i et land i krig, så der er meget spænding og action.
Man skal nok være 12 år og ældre for at læse denne trilogi.  
 

Materialer