Anbefaling af Wonder

03.01.18
En fantastisk roman om den forskel vi kan gøre for andre, når vi vælger at være venlige og have empati.


Hvis du får valget mellem at gøre det rigtige eller det venlige – så vælg da venligheden (#choosekind)

En fantastisk roman om den forskel vi kan gøre for andre, når vi vælger at være venlige og have empati. Men også at de ikke altid er så enkelt at være venlig og at der kan være grunde til nogen er uvenlige og mobber andre.

Romanen handler om 10-årige August som skal starte i skole efter at hans mor hidtil har undervist ham hjemme. Det har hun gjort fordi August er født med et voldsomt deformt ansigt, som påvirket hans helbred meget. Han har gennemgået 27 operationer.
August og hans familie er frygteligt nervøse for at sende deres dreng ”ud i verden”, men forstår nødvendigheden af det. Og det er barske oplevelser han må igennem. 
Men han møder også venligheden – både fra andre børn og fra de voksne på skolen. Og det forandrer ham og gør ham stærkere og mere handlekraftig.

Bogen har startet en anti-mobbekampagne i U.S.A #choosekind. Og der er lærdom i bogen for børn, unge og voksne – at verden kan ændre sig hvis vi bare alle vælger at være lidt mere venlige end absolut nødvendigt

Bogen er filmatiseret og havde premiere den 4. januar med kendte skuespillere som Julia Roberts, Owen Wilson og Jacob Tremblay. Jeg kunne ikke se traileren uden at få en klump i halsen og kan næsten ikke vente med at se filmen

Materialer