Børnefamilier

Her kan du læse om, hvad du kan bruge børnebiblioteket til.

Velkommen til Egedal Bibliotekerne!

Egedal Bibliotekerne består af fire biblioteker: Et i Smørum, et i Stenløse, et i Ganløse og et i Ølstykke. Se adresserne her.

Egedal Bibliotekerne har en række tilbud til børnefamilier, som alle er gratis. Her kan du læse om, hvad du og din familie kan bruge børnebiblioteket til.

Lån af bøger og andre materialer

I børnebiblioteket kan du låne bøger, film, musik, spil og lydbøger til børn i alle aldre. Man skal have et sygesikringsbevis for at blive oprettet som låner. Børnene kan få et lånerkort, forældrene skal blot skrive under. Det er gratis at låne materialerne, så længe man afleverer dem til tiden. Vi hjælper dig gerne med at finde gode bøger til oplæsning eller til dine børn.

Bøger på andre sprog

Vi har billedbøger og almindelige bøger til børn på dansk, engelsk og tysk. Vi har også mulighed for at skaffe bøger hjem til dig på andre sprog. Du skal bare spørge børnebibliotekaren.

Børnebiblioteket som værested

Mange børnefamilier kommer ikke kun på biblioteket for at låne bøger, men giver sig også tid til at finde en hyggekrog, hvor de kan læse med børnene. Vi har også en del legetøj og puslespil, som alle er velkomne til at bruge. Nogle gange har vi forskellige kreative værksteder. Der kan fx være mulighed for at lave perleplader eller klippe og klistre. Børnebiblioteket er også et sted, hvor du kan møde din nabo eller få en snak med andre forældre.

Arrangementer

Hvert halve år kommer der en ny folder fyldt med arrangementer for børn og voksne. Alle børnearrangementer er gratis. Vi har både teater, film og musik for børn. Husk at printe gratis billetter til vores børnearrangementer. Billetterne findes på hjemmesiden. Børnebibliotekaren hjælper også gerne med at printe billetter.

Arrangementsfolderen udkommer i januar og august.

Åbningstider

Biblioteket har både åbent med og uden personale. Første gang du kommer, skal du komme med dit sygesikringsbevis i den betjente åbningstid, så opretter vi dig som låner, så du fremover selv kan vælge, om du vil komme når der er personale til stede eller selv lukke dig ind, når der ikke er personale til stede. Se vores åbningstider her.

Vi glæder os til at møde dig og din familie i børnebiblioteket hos Egedal Bibliotekerne.