Young Adult

Læs med, når jeg hver uge anbefaler tre nye Young Adult bøger.

Young Adult eller bare YA er efterhånden blevet et velkendt ord hos især unge læsere verden over. Det er ikke kun en betegnelse for ungdomsbøger som også læses af voksne, men et fænomen. Læsere på tværs af landegrænser læser bøgerne sammen, de blogger om dem, de fotograferer dem til Instagram og skaber nye relationer med bogen i fokus.
Det er ikke kun unge mennesker, der læser Young Adult. Bøgerne handler ofte om meget barske emner som fx sygdom, selvmord, mobning, sex og vold eller større følelser som kærlighed, had og sorg. 

Young Adult er en fælles betegnelse for ungdomsbøger, som også appellerer til den voksne læser. Hvor ungdomsbøger før i tiden henvendte sig til 12-16 årige, så henvender både sproget og handlingen i Young Adult sig til et ældre publikum.
Der findes mange forskellige genrer under Young Adult, men fælles for dem alle er som oftest, at hovedpersonen er mellem 14 og 18 år og gennemgår en udvikling mod at blive voksen.

Hen over de kommende uger vil jeg tage syv forskellige genrer op inden for Young Adult og anbefale tre bøger inden for hver genre. Hver torsdag kommer der en ny genre, så følg med her på vores hjemmeside. Til sidst vil jeg lave en artikel om de mange Young Adult bøger, som bliver filmatiseret.

God læselyst!

Børn- og ungebibliotekar
Julie