Bogduellen

 Måske kender I det, at man altid læser indenfor den samme genre, det kan være krimier, historiske romaner eller fagbøger om et bestemt emne. Vi – Anders, Vibeke og Eva – kender det i hvert fald og vi har derfor besluttet, at vi hver måned giver hinanden en litterær udfordring, en opfordring til at læse noget, vi selv har været begejstret for og som den anden måske ikke har fået øje på. Det kan være bøger, hvor forsiden ikke er umiddelbart appellerende, en forfatter, vi har hørt om, men aldrig nået at læse noget af eller måske en genre, som umiddelbart ikke siger os noget.

Vi håber I, sammen med os, får lyst til at gå på opdagelse i litteraturen og kaste jer over de skjulte perler. 

Kære Eva

Jeg ved, at du ikke har læst noget af norske Roy Jacobsen, og det synes jeg faktisk er synd!

Roy Jacobsen er vokset op i en arbejderfamilie og har haft det svært med autoriteter. Derfor har han aldrig fået en uddannelse, men haft en række forskelligartede jobs i både Oslo og små samfund i det nordlige Norge. Alle disse erfaringer og møder med forskellige mennesker bruger han som inspiration i sine bøger.

Jeg har valgt at udfordre dig med Vidunderbarn, da det er er hans største publikumssucces – den fik han Bokhandlerprisen (svarer til vores De Gyldne Laurbær) for i 2009.

Så dyk ned i barndommens land, og læs om Finn, som vokser op alene med sin mor i 60’ernes Oslo, indtil først en lejer og derefter en halvsøster flytter ind og ændrer deres dynamik og tosomhed. Undervejs kan man næsten smage citronsodavand, mærke kløen fra myggestik og glæden ved en sneboldkamp, men også fornemme at barndommens uskyld ikke varer evigt.

Hilsen Vibeke

Kære Vibeke

Tak for udfordringen. Som du siger, har jeg ikke før læst noget af Roy Jacobsen, men tænkt på det mange gange. Jeg fik dog lige en lille ekstra udfordring i at læse en 14 år gammel biblioteksbog med alt hvad der følger med af maste insekter og andre fornøjelser! Der er mere end én grund til, at jeg helst vil læse de nyeste bøger.

Men sikke en skøn bog og så foregår den ovenikøbet i 60’erne, hvor jeg selv var barn og velfærdsstaten var på vej. Jeg er også vokset op i en boligkarré med små toværelses lejligheder i det man vel dengang kaldte en arbejderfamilie (min far var typograf og min mor hjemmegående). Vi havde ok god plads, fordi jeg var enebarn, men i mange af de små lejligheder boede familier med tre børn og der kan man kun gætte på, hvor trang pladsen har været. Der har nok ikke været den store forskel på, hvordan livet udspillede sig i Norge og Danmark. Jeg kan i hvert fald tydeligt genkende børnenes leg i det fri uden overvågning af voksne, på godt og ondt.

Jeg blev mere og mere indfanget af stemningen i bogen, jo længere jeg kom ind i den. I begyndelsen sker der jo ikke så meget – alenemor med halvdagsjob i en skoforretning og sønnen Finn (Roy Jacobsen selv?), som er dygtig i skolen, kommer trækkende med hunde og katte, han vil adoptere og gør alt det, hans mor ber’ ham om. Faren, som var kranfører, forlod dem til fordel for en anden kvinde og døde kort efter i en arbejdsulyk- ke, så det blev ikke til nogen enkepension. Men så udvikler tingene sig ganske langsomt – for at spare penge, udlejer moren et værelse til en mystisk lejer, Kristian, som dog til alles glæde medbringer et fjernsyn og giver alt for store gaver. Men den største forandring sker, da der pludselig dukker en 6-årig halvsøster, Linda, op med bussen og en lille lyseblå kuffert med ”en brugsanvisning på Linda”. Hun er kluntet og nærmest stum og bliver anset som retarderet, men Finn lærer hende at læse og hun bliver hurtigt omdrejningspunktet i den lille familie. Han forsvarer hende også med næb og kløer mod mobning, både i skolen og på vejen. Et forsvar, som kammer over, da Finn og kammeraten Freddy 1 (der er tre Freddyer i blokken) banker en anden dreng sønder og sammen.

Der er en skøn beskrivelse af den sommerferie, hvor de for første gang tager på campingferie på en ø i Oslofjorden. Her er sol, saltvand og krabbefiskeri, Linda lærer at svømme og Finn udspionerer sammen med den nye kammerat Boris en fuldfed, solbadende kvinde. Men så skal moren pludselig på hospitalet, og det er ikke den slags hospital, hvor man får fjernet mandler og blindtarm, men et hvor man får repareret en traumatisk barndom. Og sådan gik det langsomt op for mig, hvorfor juleaftenerne i morens familie altid har været så problematiske.

Det er en lille perle af en bog, som også har det sørgelige element, som jeg godt kan lide. En hyldest til barndommen og ”årtiet hvor mænd blev drenge og husmødre kvinder”, som Roy Jacobsen selv udtrykker det. Det bliver ikke den eneste bog, jeg skal læse af forfatteren.

Hilsen Eva