Bogduellen

Måske kender I det, at man altid læser indenfor den samme genre, det kan være krimier, historiske romaner eller fagbøger om et bestemt emne. Vi – Anders, Vibeke og Eva – kender det i hvert fald og vi har derfor besluttet, at vi hver måned giver hinanden en litterær udfordring, en opfordring til at læse noget, vi selv har været begejstret for og som den anden måske ikke har fået øje på. Det kan være bøger, hvor forsiden ikke er umiddelbart appellerende, en forfatter, vi har hørt om, men aldrig nået at læse noget af eller måske en genre, som umiddelbart ikke siger os noget.

Vi håber I, sammen med os, får lyst til at gå på opdagelse i litteraturen og kaste jer over de skjulte perler. 

Kære Vibeke

Jeg ved du ikke er så meget til historiske romaner, til gengæld interesserer du dig for hekse, magi og gammel folketro.

Jeg vil derfor udfordre dig med romanen ”Voksbarnet” af Olga Ravn, en af de yngre danske forfattere, der har gået på Forfatterskolen. Det er 1600-tallets danske hekseprocesser, der er centrum for historien, så sæt dig godt til rette i lænestolen og forbered dig på nogle barske scener.

Hilsen Eva

Kære Eva

Først og fremmest tak fordi du har opfordret mig til at læse Olga Ravn. Jeg har nok gået lidt rundt om hende uden at turde kaste mig ud i det – sikkert ret fordomsfuldt, fordi jeg troede hun var svær at læse, når hun nu er uddannet fra Forfatterskolen :-)

Jeg har længe fulgt hende på Instagram, fordi jeg synes hun giver et fascinerende indblik i ”en ung kvindes liv anno 2024”. Selvfølgelig er hun nok ikke som unge kvinder er flest med sin store interesse for magi, ritualer, heksekunst, kvindefællesskaber, feminisme, samspillet med naturen, urtekendskab og plantefarvning. En masse viden samlet ved at dykke ned i Danmarks historie, men netop fordi hun er en ung nutidig kvinde, forstår hun at iscenesætte det hele med kæmpe armbevægelser på de sociale medier.

Jeg ved derfor, at Voksbarnet er et con-amore projekt og har været en vigtig bog for hende at skrive, og ingen tvivl om, at der ligger stor viden, passion og et kæmpe research-arbejde bag. 
 

Voksbarnet er ikke svær at læse!  Men man er nødt til, fra første side, at ”købe” præmissen, at fortællestemmen udelukkende kommer fra en dukke formet af bivoks, som ser, hører og ved alt igennem alle tider.   

Disse voksbørn er kendt fra den nordiske heksetro, en slags voodoo-dukke, som er formet af voks og med negleafklip og hårstumper fra den person, som skal lide. 

Det er den unge, ugifte adelskvinde Christenze Kruckow, der bærer denne voksdukke under sin arm i 40 uger – som længden på en graviditet – og i nattens mulm og mørke får døbt barnet hos en præst, som nok ikke har været helt fin i kanten. 

Christenze befinder sig i den inderste kreds hos den unge frue, Anne Bille, på Nakkebølle Gods. Da Anne den ene gang efter den anden mister sine børn i forbindelse med graviditet eller fødsel, mistænkes Christenze for, af ren jalousi, at stå bag. 

Med disse trolddomsanklager flygter hun til Aalborg, hvor hun snart finder ind i et stærkt kvindefællesskab ledet af den karismatiske kvinde, Maren Kneppis. Kvinderne mødes hos hinanden og arbejder sammen om at rense sild eller karte uld. Men da der indtræffer nogle foruroligende begivenheder på egnen, falder mistanken på disse stærke, selvstændige kvinder. 

For som de lokale lensmænd læser i deres bøger om djævelskab: ”Kvinden er lettest at friste for satan, for hun er svagere end manden både i krop og sjæl” og ”Kvinder er mere godtroende, fra naturens side let påvirkelige over for ånder. Tungerne går let på dem, og de kan ikke skjule deres viden over for andre kvinder”. 

Disse passager er sammen med beskrivelsen af rettergangen noget af det, som står stærkest for mig. 

For rettergang bliver det til! Selveste kongen – Christian IV – får nys om uroen i det nordjyske og sender en befaling til lensmændene, at der skal tages hånd om situationen. Efter lidt kalkulering over udgifterne ved en hekseproces – og det er ikke billigt må forstås – regnes det for at være det hele værd for at få renselse på egnen.
 

Jeg vil varmt anbefale andre at kaste sig over dette stykke dystre danmarks(kvinde)historie. Men historien foldede sig endnu mere ud for mig, da jeg ca. en tredjedel inde googlede Christenze Kruckow og fik læst lidt op på historien, så måske er det slet ikke så tosset at starte med det. For hele beretningen bygger på virkelige begivenheder, hvor rædsomt det end er at tænke på. 

Det eneste den stakkels Christenze kunne bruge sin adelstitel til, var at hun slap for bålet og i stedet blev halshugget med et sværd. I sin sidste tid havde hun åndsnærværelse nok til at stifte et legat for de sidste af sine penge ”Den halshuggede jomfrus legat”, som helt op i 1900-tallet kunne søges af studerende ved Københavns Universitet.

Og hvem ved, måske ligger der stadig en voksdukke begravet et sted – et voksbarn som ser, hører og ved alt i al evighed!

Hilsen Vibeke

Tidligere bogdueller