Bogduellen

Måske kender I det, at man altid læser indenfor den samme genre, det kan være krimier, historiske romaner eller fagbøger om et bestemt emne. Vi – Anders, Vibeke og Eva – kender det i hvert fald og vi har derfor besluttet, at vi hver måned giver hinanden en litterær udfordring, en opfordring til at læse noget, vi selv har været begejstret for og som den anden måske ikke har fået øje på. Det kan være bøger, hvor forsiden ikke er umiddelbart appellerende, en forfatter, vi har hørt om, men aldrig nået at læse noget af eller måske en genre, som umiddelbart ikke siger os noget.

Vi håber I, sammen med os, får lyst til at gå på opdagelse i litteraturen og kaste jer over de skjulte perler. 

Kære Eva
   Jeg ved, at du læser virkelig meget og mit indtryk er også, at du læser virkelig bredt. Der gemmer sig sikkert en masse små huller på din læst-litteratur-liste, blandt andet inden for digte. Men det er dog ikke her, jeg vil udfordre dig denne gang. Vi har så meget fantastisk litteratur på dansk og på biblioteket, og det kan gå og ærgre en litterat som mig, at en som Peter Adolphsen ikke er blandt de forfattere, du har stiftet bekendtskab med.

   Han blev først og fremmest kendt for sine kortprosatekster i Små historier og Små historier 2, hvorefter han udvidede længden på sine tekster til romanform. Dog i den ultrakorte stil. Brummstein på hele 68 sider og Machine, som slår den lige på målstregen med sine 70 sider. Det er sidstnævnte, jeg synes du skal give dig i kast med.

   Machine er, ligesom flere af Adolphsens andre bøger, filosofisk anlagt og meget minimalistisk skrevet – og samtidig er den enormt distancerende i sit naturvidenskabelige ordbrug – hvilket du snart vil finde ud af. Enten er man til det, ellers så står man af. Personligt er jeg meget begejstret for måden, hvorpå historien fortælles.

   Kort fortalt, så er Machine en fortælling fra universets begyndelse og en eohippus’, urhests, udvikling fra et levende dyr til gaspartikel i et udstødningsrør 55 millioner år senere. Puha, det lyder som noget af en mundfuld. Det er det på sin måde også, men samtidig er det en spøjs, filosofisk og interessant læseoplevelse.

   Jeg håber, at bogen falder i din smag, og du måske endda får lyst til at lære Adolphsen endnu bedre at kende!

Kære Anders

Tak for din challenge – godt nok en kort bog, men jeg måtte læse den to gange for helt at forstå, hvad den gik ud på. Man får så utrolig mange oplysninger – i et højt lixtal - på meget få sider!

Som du skriver, starter fortællingen for 55 millioner år siden, hvor en lille urhest dør på tragisk vis ved at rutsje ned ad en skrænt. 

Dernæst følger vi Djamolidine, søn af oliearbejderen Hosni og ekspedienten Ivana fra det sovjetiske Aserbajdsjan. Han er født i 1948 og da han som barn fik sin første cykel, blev han bidt af cykelsporten. Mon ikke forfatteren er inspireret af en tidligere professionel landevejscykelrytter fra Usbekistan – Dsjamolidin Abdusjaparov?

 Djamolidine føler sig indespærret i forældrenes lejlighed og i arbejdet i olieindustrien, så han flygter på cykel over bjergene til Iran og søger asyl på den amerikanske ambassade i Teheran. På den måde kommer han i 1971 til USA, hvor han tager navnet Jimmy Nash og får arbejde på oliefeltet Walker Holow i Utah. På tragisk vis mister han her en arm i en arbejdsulykke.

Og hvilken forbindelse har Jimmy Nash så med den lille urhest? Hesten, herunder dens hjerte, er gennem millioner af år omdannet til olie, som igen er raffineret til benzin. Dette benzin havner i tanken på en Ford Pinto, som køres af den 22-årige biologistuderende Clarissa. Hun kører rundt på må og få og samler på et tidspunkt Jimmy op, som heller ikke har noget mål for køreturen. Han lever af sin pension efter arbejdsulykken og eksperimenterer med narkotiske stoffer. Det får vi som læsere en 4-siders smagsprøve på, uden punktummer og kommaer, da han præsenterer Clarissa for et LSD-trip. Men olien i tanken eksploderer ….

Til slut afsløres det, at historien fortælles af den nu kræftramte Clarissas nabo gennem 30 år. Et menneske, som lider af depression, men finder sin redning via et svedehytteritual, hvor han møder sit totemdyr – urhesten. Og sådan hænger det hele sammen til sidst, fra hestehjerte til benzin til kræftcelle, samtidig med at alt er tilfældigheder. Adolpsen slynger om sig med termer indenfor geologi, etnologi osv. Han oplister bakterier og folkeslag i det gamle Sovjet som et omvandrende leksikon. Jeg må indrømme, at jeg stod lidt af i forhold til alle disse fakta, men imponerende er det, at kunne få så helstøbt en fortælling komprimeret til 70 sider!

 

Tidligere bogdueller