Lige siden jeg var barn, har jeg beskæftiget mig med kunst, og i 1973 startede jeg som 14-årig på kunstskole hos min onkel – Paul Andersen, som var kunstmaler og underviste i Århus.
Fra 1978 arbejdede jeg i et atelier hos billedhugger Tony Hass i Århus. I 1981 blev jeg optaget på Akademiet i Århus, men kærligheden lokkede til København. Jeg flyttede, og gik i de første 18 måneder på Billedskolen på Jagtvej i København.
Min kunst er søgende. Jeg holder ikke fast i et motiv eller en teknik, men søger inspiration mange steder til at udforske motiver, materialer og teknikker. Jeg arbejder både transparent, som i akvarel, og over til ’pastos’, hvor malingen påføres i tykke, rige lag, så penselstrøg efterlader en reliefagtig struktur på lærredet.
Motiver fremkommer af det, som gør mig nysgerrig – det kan være naturalistisk, hvor jeg søger i åbne fortolkninger at udtrykke situationer og følelser, over til det helt abstrakte, hvor jeg søger at skabe fornemmelsen af landskab og dybde, uden at være overdrevent tydelig.