Litteratur Challenge: Når vi ikke længere forstår verden af Benjamin Labatut

Måske kender I det, at man altid læser indenfor den samme genre, det kan være krimier, historiske romaner eller fagbøger om et bestemt emne. Vi – Anders, Vibeke og Eva – kender det i hvert fald og vi har derfor besluttet, at vi hver måned giver hinanden en litterær udfordring, en opfordring til at læse noget, vi selv har været begejstret for og som den anden måske ikke har fået øje på. Det kan være bøger, hvor forsiden ikke er umiddelbart appellerende, en forfatter, vi har hørt om, men aldrig nået at læse noget af eller måske en genre, som umiddelbart ikke siger os noget.

Vi håber I, sammen med os, får lyst til at gå på opdagelse i litteraturen og kaste jer over de skjulte perler. 

Kære Vibeke 
Den bog, jeg vil udfordre dig med denne gang, blev jeg inspireret til, da jeg læste ”Når vi ikke længere forstår verden”, din challenge til mig. Den gav jo indsigt i tidligere tiders opfindelser, som både var til skade og gavn for verden.  
”Livet som indsats” af forfatter og journalist på fagbladet ”Ugeskrift for læger” Klaus Larsen, er en gennemgang af medicinens og lægevidenskabens historie. Ifølge forfatteren har læger i 2400 år forsøgt at helbrede patienter og i 2200 år har de for det meste gjort mere skade end gavn. Den helt store ”synder” var nok åreladning, som var eneste helbredelsesmetode i århundreder, som blev givet til mennesker med blodmangel eller der gik betændelse i såret, fordi lægen brugte en snavset kniv. En fejlbehandling, jeg husker fra min barndom, var Thalidomid, som gravide kvinder indtog mod kvalme i 1960’erne og resulterede i et kæmpestort antal misdannede børn. 

Men lægerne har også været modige op gennem tiderne, når de er trådt ind i et hus med kolera eller har testet ny medicin på sig selv. Bogen er barsk læsning, men også stærkt underholdende. God fornøjelse! 

Kære Eva 

Hold da op en underholdende bog, du har udfordret mig med! Virkelig tankevækkende, chokerende og fyldt med fakta om den medicinske udvikling, som vi i dag tager for givet uden at tænke synderligt over den ofte blodplettede vej dertil – skal ærligt indrømme, at jeg tabte kæben flere gange undervejs! 

Bogen er ikke én lang kronologisk fremstilling af den medicinske historie, men er opdelt i en række kapitler, hvor der fortælles om den første viden og forsøgene, og de landvindinger og opfindelser, som har ført frem til den måde, der behandles på i vor tid.  
Og ja, du har ret i at denne bog på mange måder minder om ”Når vi ikke længere forstår verden” om de gale/geniale videnskabsmænd – man græmmer sig, når man læser om de uhyrligheder både patienter og lægerne selv har været udsat for frem imod nutidens mere nænsomme pleje og behandling. 

Selvom der flere steder fortælles om fund helt tilbage fra oldtiden, er det oplagt at tage udgangspunkt i Hippokrates, som kaldes lægekunstens fader. Han var den første europæer, som satte alt hvad man vidste om sygdom og sundhed i system. Han grundlagde ca. 400 år f.Kr. ”humoralpatologien” som skulle danne baggrund for vestlig medicin i de næste 2200 år. Denne lære siger, at al sygdom handler om ubalancer i de fire kropsvæsker; blod, slim, gul galde og sort galde. Derfor handlede meget behandling om at frembringe opkastninger og diarré, eller tappe blod ved åreladninger for at skabe balance. Eller lægen kunne vælge ”kauterisering”, hvor der blev brændt hul i huden, så et væskende brandsår afgav lymfevæske. 
Den græsk-romerske læge Galen, som levede ca. 119-200 e.Kr., arbejdede videre med denne teori og var medvirkende til, at der undervistes i humoralpatologi helt op i 1800-tallet. Det har kostet uendelig mange menneskeliv! Ligesom den manglende basale hygiejne, hvor noget så simpelt som rent tøj og håndvask inden kontakt med den syge har været ikkeeksisterende. 

Gruopvækkende er også fortællingerne om, hvordan amputationer blev udført i en tid før det var muligt at bedøve patienten. Om fundet af et 31.000 år gammelt skelet i Indonesien, hvor venstre underben og fod var fjernet ved et rent snit – og det unge menneske havde overlevet nogle år efter indgrebet. Eller hvad med den skotske kirurg Robert Liston, som i 1800-tallet pralede med at kunne amputere et ben på 2 ½ minut, mens den skrigende patient var fastspændt og holdt nede af stærke assistenter – og endda med publikum til at overvære seancen? 

Sindet og hjernen har sit eget kapitel. Overlægen Johan Henrik Seidelin på Bidstrupgaard (senere Sankt Hans Hospital), har ikke været rar at være indlagt hos i starten af 1800-tallet! Grov mobning, bank og afstraffelse var hans foretrukne behandlingsmetode. Efter en klage fra en patient, blev der nedsat en undersøgelseskommission, som godt nok fik Seidelin fyret, men gav ham ret i, at det var anerkendt at bruge korporlige afstraffelser som ”riis, ørefigner, styrtbade, spændestol, tvangstrøje, sult, tørst, kvalmemixtur osv.”.  Han lyder som et bevidst ondskabsfuldt og kolerisk gemyt! 
Men lægeskikkelsen har også ubevidst været skyld i sygdom og død ved at anbefale medikamenter, som sidenhen har vist sig at være direkte farlige. I 1920’erne reklamerede læger for cigaretter, hvorefter der nærmest kom en epidemi af lungekræft i 40’erne og 50’erne. Du nævner Thalidomid, som var en stor skandale i 60’erne. Andre eksempler er ”radium-vand” mod gigtsymptomer. Eller kokain, opium og morfin som kunne fås receptfrit og blev anbefalet af en svensk børnelæge til behandling af en lang række børnesygdomme eller uro hos de små.  

Jeg vil på det varmeste anbefale andre at dykke ned i denne guldgrube af fakta om det sundhedsvæsen, som vi i dag tager for givet, gør alt for at hjælpe os, når behov opstår. 
Undervejs tænkte jeg mange gange, at med den kolossale udvikling, der er sket i den seneste forholdsvis korte periode, bliver det da spændende at se hvilken gigantisk udvikling vi stadig har i vente!