Aktuelt

Møgmis er vinder af Børnevalget 2025

Med sloganet ”Ja til retfærdighed” blev det Møgmis, der løb med sejren af Børnevalget 2025.

Af

Børnevalget har været i gang på Egedal Bibliotekerne, og vi har haft besøg af over 500 børn, som har givet deres stemme. Hunden Ib vandt på vores biblioteker, men Møgmis var en stærk konkurrent.  

I alt har mere end 23.000 børn været forbi landets biblioteker for at sætte deres kryds på yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger.   

10 stærke kandidater stillede op med hvert deres vigtige budskab, men det blev Møgmis, der vandt med 6.336 stemmer i alt. 

På en flot andenplads kom Hunden Ib med sloganet ”Ja til at hjælpe andre”.

Tredjepladsen tog Sol med sloganet ”Ja til at passe på dyrene”.

Bag Møgmis står forfatter Sophie Souid og tegner Thomas Hjorthaab. Siden 2022 er det blevet til syv bøger om den hævntørstige kat Puttegøj-Ronaldo, som mest af alt går under navnet Møgmis, og den ildelugtende teenagedreng Sivert.
 

Mens de voksne har stemt til kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november, har børn fået mulighed for at opleve, hvad demokrati og valg handler om - på en måde, der både er sjov og meningsfuld. 
 

Bibliotekernes Børnevalg fungerer således som et skridt på vejen til børnenes demokratiske dannelse.

Skrevet af Cecilie.