Litteratur Challenge: ”Hamnet” af Maggie O’Farrell

Måske kender I det, at man altid læser indenfor den samme genre, det kan være krimier, historiske romaner eller fagbøger om et bestemt emne. Vi – Anders, Vibeke og Eva – kender det i hvert fald og vi har derfor besluttet, at vi hver måned giver hinanden en litterær udfordring, en opfordring til at læse noget, vi selv har været begejstret for og som den anden måske ikke har fået øje på. Det kan være bøger, hvor forsiden ikke er umiddelbart appellerende, en forfatter, vi har hørt om, men aldrig nået at læse noget af eller måske en genre, som umiddelbart ikke siger os noget.

Vi håber I, sammen med os, får lyst til at gå på opdagelse i litteraturen og kaste jer over de skjulte perler. 

Kære Vibeke

Du ved jeg rigtig godt kan lide historiske romaner, så min næste challenge til dig er ”Hamnet” af Maggie O’Farrell. Den er netop filmatiseret og derfor ekstra aktuel. I 1580’erne møder William Shakespeare den lidt ældre Anne Hathaway – i bogen kaldt Agnes. Han er latinlærer for hendes bror, hun er en meget selvstændig kvinde, der opdrætter en falk og har forstand på helbredende urter. De bliver gift og flytter ind hos Williams forældre, den følelseskolde handskemager og hans milde kone Mary, og får hurtigt datteren Susanna og senere tvillingerne Hamnet og Judith. 

Det 16. århundredes England var en barsk tid, hvor pesten ind i mellem hærgede. Det går da også galt en sommerdag i 1596, da Judith bliver syg med høj feber. William er i London, hvor han har fuld gang i sin karriere som dramatiker og skuespiller. Agnes er i sin urtehave udenfor byen og hverken farmoderen eller lægen er hjemme. Så Hamnet vælger at lægge sig i sengen hos sin søster, med katastrofale følger. Fire år senere skrev hans far sit berømte skuespil ”Hamlet” om prinsen af Danmark.

Bogen læner sig op ad de kilder, man har fra samtiden, først og fremmest kirkebøgerne. Ud fra det har O’Farrell digtet en spændende historie om et par, som på mange måde var forud for deres tid og bl.a. gav plads til hinandens ”karrierer”. For mig var bogens stærkeste scener beskrivelsen af sorgen over at miste et barn – i en tid med dødbringende sygdomme og høj børnedødelighed var det alligevel fuldstændigt ubærligt. Jeg glæder mig meget til at se filmen.

Kære Eva

Hvor er det på alle måder en virkelig dejlig roman, du har udfordret mig med.

Ja, romanen har netop fået stor opmærksomhed i forbindelse med filmatiseringen, som indbragte en Oscar til Jessie Buckley for rollen som Agnes. Vi har set filmen sammen, og det er fuldt fortjent – hold da op en præstation. Filmen kan bestemt anbefales, men bogen er altså endnu bedre (og er det ikke oftest sådan?).

Kort fortalt handler romanen om den unge latinlærer, der underviser en gruppe drenge på en gård, hvor han drages mod husets ældste steddatter. Agnes er egenrådig, mystisk og selvstændig – en urkraft af en kvinde, tæt på naturen. Hun færdes i skovene med sin tårnfalk, dyrker helbredende urter og besidder, hvad vi i dag ville kalde spirituelle evner. Bare få generationer senere ville hun sandsynligvis være endt på bålet.
Tiltrækningen mellem de to er magnetisk og bærer hurtigt frugt, og et bryllup bliver nødvendigt, selvom det ikke vækker begejstring hos forældrene. Først fødes datteren Susanna, senere tvillingerne Hamnet og Judith.
Agnes mærker sin mands utilfredshed og rastløshed og sørger for, at han rejser til London – i første omgang for at udvide sin fars handskemagervirksomhed, men snart følger han sit egentlige kald: dramatikken og teateret. Han bliver en del af en skuespillertrup, og han er derfor i London, da Judith som 11-årig bliver syg af pest.
Agnes er optaget af sine bistader, og da ingen voksne er at finde, da Hamnet leder efter hjælp, kryber han i stedet ned i sengen til sin søster for at trøste hende. Det bliver fatalt. Agnes formår at helbrede Judith med sine urter, men sygdommen har allerede fået sit tag i Hamnet, og han dør en smertefuld død.
Fire år senere skriver Shakespeare tragedien Hamlet.

William Shakespeares navn nævnes dog ikke én eneste gang i bogen. Han omtales som latinlæreren, manden eller faren. Det er ikke ham, der er hovedpersonen, men Agnes og familiens liv.

Jeg vil dykke ned i nogle af de passager, som gjorde størst indtryk på mig.

Fødslen
Da Agnes skal føde sit første barn, Susanna, lister hun ubemærket ud i skoven. Hun vil klare fødslen alene, uden at være lukket inde i et trangt hus med svigermoren som hjælper. I en skovlysning, med den viden hun har fra dyrefødsler på sin fars gård og fra sin stedmors fødsler, overgiver hun sig til smerterne:

"Hun er spændstig og har mange kræfter. Der er kun muskler under den glatte hud, intet fedt. Men det her er noget andet. Smerten ler ad hendes forsøg på at betvinge den, at kue den, hæve sig over den. Den vil, er Agnes bange for, overmande hende."

Pesten
Beskrivelsen af, hvordan pesten når frem og smitter Judith, er helt forrygende. Tre lopper hopper fra en dresseret abe over på en skibsdreng i Venedig, transporteres med skib til England og ender i Stratford i en æske venezianske glasperler, som Judith hjælper nabokonen med at åbne. Denne passage er næsten helt skåret væk i filmen – jeg tror faktisk ikke, jeg ville have forstået dens betydning uden at have læst bogen.

At romanen udkom i 2020, mens en anden dødelig sygdom bevægede sig med lynets hast gennem verden, gør den ikke mindre læseværdig.

Sorgen
Alle, der har oplevet et stort tab, vil kunne spejle sig i Agnes’ sorg og mørke efter sønnens død. Hun undgår at se ud ad vinduet, når skoledrengene løber forbi. Hun kan ikke fjerne hans ting fra huset. Årstiderne skifter uden ham: "Her er en årstid, som Hamnet hverken har kendt eller været i. Her er en verden, der går videre uden ham."

Hamlet
Agnes føler sig svigtet, da hendes mand tager tilbage til London, og i lange perioder hører hun intet fra ham. Det er stedmoren, der afslører, at han har skrevet et nyt stykke, Hamlet. Vreden blusser op over, at deres tragedie skal stilles til skue for andre.
Agnes rejser til London for selv at se stykket – klar til at lade sit raseri gå ud over sin mand. Men da hun står på The Globe og ser den unge prins Hamlet, går det op for hende, at stykket ikke er skrevet for at underholde, men for at bearbejde et tab. Denne erkendelse løsner også op for hendes egen sorg. I filmen er det min absolutte favorit-scene at se denne forståelse skylle ind over hende – og den er også stærkt beskrevet i bogen.

Maggie O’Farrell har fuldt fortjent fået stor opmærksomhed for Hamnet, som blandt andet blev kåret til en af årets ti bedste bøger af New York Times i 2020. Jeg har tidligere læst Esme Lennox’ forsvindingsnummer, som også varmt kan anbefales.

Historien har spøgt i O’Farrells bevidsthed i mange år, siden hun i skolen stødte på fortællingen om Shakespeares søns død. Der findes kun sparsomme kilder fra tiden, men det er dokumenteret, at Shakespeare i en ung alder gifter sig med Anne Hathaway, får børnene Susanna, Judith og Hamnet – og at Hamnet dør som 11-årig. Nogle historikere peger også på, at han i årene efter bevæger sig fra komedier mod tragedier.
Ud fra disse få fakta har O’Farrell skrevet en fiktiv roman. Hvis jeg skal komme med en anke – som vi har vendt mange gange i frokostpausen – er det, at personernes indre liv til tider føles meget moderne. Jeg tvivler på, at man i 1500-tallet reflekterede så meget over egne følelser, legede så fantasifuldt med sine børn eller dvælede så længe i sorgen, i en tid hvor en tredjedel af alle børn døde før de fyldte ti.

Men hvad ved jeg?
Under alle omstændigheder er det en usædvanligt velskrevet bog, der tegner et stærkt portræt af en kvinde, man ikke kan andet end at beundre og holde af.