Litteratur Challenge "Døgnkioskmennesket" af Sayaka Murata

Måske kender I det, at man altid læser indenfor den samme genre, det kan være krimier, historiske romaner eller fagbøger om et bestemt emne. Vi – Anders, Vibeke og Eva – kender det i hvert fald og vi har derfor besluttet, at vi hver måned giver hinanden en litterær udfordring, en opfordring til at læse noget, vi selv har været begejstret for og som den anden måske ikke har fået øje på. Det kan være bøger, hvor forsiden ikke er umiddelbart appellerende, en forfatter, vi har hørt om, men aldrig nået at læse noget af eller måske en genre, som umiddelbart ikke siger os noget.

Vi håber I, sammen med os, får lyst til at gå på opdagelse i litteraturen og kaste jer over de skjulte perler. 

Kære Eva

En lille fugl har sunget om, at du ikke får læst så meget asiatisk litteratur. Det må vi altså se at få lavet om på, for der gemmer sig en skattekiste af fantastisk litteratur på det asiatiske kontinent. Jeg er personligt selv meget betaget af især østasiatisk kultur, og nogle af de bedste film og læseoplevelser, jeg har haft, har stammet derfra. Alt fra filmen Parasite til Han Kangs forfatterskab har vist mig nye væremåder og verdenssyn, end det vi klassisk bliver præsenteret for i Danmark. Med de ord sagt, skal du denne gang en tur til Tokyo.

Den bog, jeg gerne vil udfordre dig med i denne omgang, er Sayaka Muratas fantastiske Døgnkioskmennesket. En lille perle fra 2016, der blev oversat til dansk i 2019 – og dette, hendes første oversatte værk til dansk, blev, ligesom i Japan, en succes! Vi følger den 36-årige Keiko. Keiko er ud fra japanske standarder atypisk. Hun har aldrig haft en kæreste, og er heller ikke gift og har børn – hvilket en kvinde naturligvis skal. Hun har arbejdet i den samme døgnkiosk i 18 år, til stor forundring og frustration for hendes familie og venner. Men Keiko har ikke lyst til at være en del af det normative liv i Japan. Alt hun vil er at arbejde i sin døgnkiosk og nærmest opnå symbiose med den.

Sayaka gør i denne bog, hvad hun gør bedst. Hun kritiserer de rigide normer, som man møder i samfundet – og som især kvinder kan møde i det patriarkalske Japan. Bogen er anderledes, skæv og lige den rette mængde normkritisk! Jeg håber du vil nyde dette møde med asiatisk kultur – det gjorde jeg i hvert fald.

Kære Anders

Tak for udfordringen. Jeg både morede mig og blev lidt ked af det i mødet med Keiko. Hun lever og ånder for arbejdet i døgnkiosken, elsker rutinen og at der er klare regler for alt. Selv i fritiden kredser hendes tanker om ”den gennemsigtige glaskasse” og kioskens lyde ”kærtegner hendes trommehinder”. Hendes forældre og søskende håber hun kan blive ”kureret”, finde et rigtigt arbejde, men allerhelst få mand og børn. Veninderne, som hun nok mere ser for at virke ”normal” end af lyst, spørger undrende ind til hendes ikke-eksisterende kærlighedsliv. I tilbageblik på Keikos barndom, hører vi om episoder, hvor hun slår en dreng i hovedet med en spade for at afslutte en slåskamp og at hun hiver nederdelen af sin lærer, for at få hende til at falde ned.

Der sker et vendepunkt i Keikos dagligdag, da Shiraha starter som løsarbejder i kiosken. Han er arrogant og doven og mener at arbejdet er kvindearbejde ”stik imod enhver mands instinkter”. Han bliver da også hurtigt fyret igen. Men efterfølgende finder de to sammen og Shiraha flytter ind i Keikos lille bitte lejlighed, hvor han mest opholder sig i badekarret. Det er ikke kærlighed, men udelukkende en praktisk foranstaltning, som får lukket munden på familien og veninderne. For nu har Keiko jo fundet en mand, og så kommer der nok snart børn….

Jeg læste bogen i et stræk på en flytur fra Spanien og blev totalt opslugt af den. Man fornemmer de forskellige lyde fra døgnkiosken – bimlen fra dørklokken, bippende, når varerne scannes, klaprende hæle, raslende brødposer. Bogen stiller så mange vigtige spørgsmål, f.eks. hvor langt man skal gå for at virke normal og hvorfor det er så vigtigt at leve op til de sociale forventninger i samfundet? Hvorfor man altid skal stræbe opad i samfundet og hvad der er galt med at arbejde i en kiosk? Romanen er minimalistisk og stramt komponeret og indbragte med rette Sayaka Murata Japans fornemste litterære udmærkelse – Akutagawa-prisen. Jeg har bestemt fået lyst til at kaste mig over mere litteratur fra denne verdensdel.