Personalet anbefaler

Det er historien om Allie Burns, en ung kvinde fra en arbejderklasse familie, der har et job som journalist på en tabloid i Glasgow. Hun har en grad fra Cambridge, et klart moralsk kompas og en grænseløs vilje til at lykkes i en mandsverden, hvor ingen af disse egenskaber er særligt velkomne. Hun ved, hvad hun er oppe imod: ”Jeg er en kvinde i en neandertalers verden.” 

Som kvinde plejer Allie at få historier, der involverer mødre, der føder i tog, og nøgenmodeller, der boltrer sig på strandene i januar. Men dette er en McDermid-roman, og tingene ændrer sig snart. I samarbejde med Danny Sullivan, den mindst usympatiske af hendes mandlige kolleger, falder Allie over en fidus, der involverer skattesvig. Problemet er, at Danny har en personlig pris at betale for at bryde historien.

McDermid var selv journalist og oplevede dette miljø på første hånd. Hun tegner et bemærkelsesværdigt levende billede af tabloid avispapirkulturen for 40 år siden - en sprudlende, nikotinmættet blanding af kyniske redaktører, hyggelige medskyldige betjente, korrupte, men yderst dygtige trykkere og journalister med udgiftsregnskaber, få illusioner og lejlighedsvis stribe af forbandet idealisme. 

McDermid kan skabe spænding på kanten af sædet bedre end de fleste romanforfattere. Men det jeg hæftede mig mest ved i bogen, er den verden hun har skabt i 1979. Det er længe før internettet og afslutningen på den kolde krig. Hun minder os blandt andet om, hvor meget aviser betød dengang, at det var helt almindeligt at storryge indendørs og at kvindelige journalister mest fik "husmoderstof".

The Last Ship er en fortælling om sømanden Gideon Fletcher, som vender hjem til en lille havneby efter mange år på havet. Her opdager Gideon, at den verden, han forlod, har forandret sig for altid.
Gideons store kærlighed Meg er kommet videre, og samtidig er det lokale skibsværft, havnebyens absolutte centrum, ved at lukke. Spændingerne vokser i det lille lokalsamfund, og arbejderne samler sig, så de kan overtage værftet og bygge et allersidste skib.
Stings rødder går tilbage til den lille havneby Wallsend i det nordøstlige England, nær Newcastle, Tyne and Wear. Det er barndomserindringerne fra den industrialiserede verden og særligt skibsværftet, der var nabo til hans barndomshjem, der har inspireret Sting til musicalen The Last Ship. Læs evt. også hans biografi om hans barndom og ungdom.

Med musik der er forankret i den britiske folkemusiktradition, byder forestillingen på et  dybt, lyrisk univers befolket af fascinerende karakterer. Musicalen bliver også krydret med klassikere fra Stings imponerende bagkatalog som All This Time, Island of Souls og When We Dance. 

Fortællingen er centreret omkring det mysterium, som den adopterede Libby Jones præsenteres for, da hun til sin 25-års fødselsdag får et brev, der fortæller hvorfra hun kommer.

Samtidig får hun at vide, at hun skal arve et stort dyrt hus efter sine afdøde forældre. Huset er beliggende i den velstillede London-bydel Chelsea. Men huset danner også ramme for en dyster hemmelighed.

For at finde sandheden om sin familie, må hun også finde sandheden om huset. Og den er hjerteskærende. Brutal og tragisk.

Udover Libby, følger vi også Lucy. 39-årig mor til to, der hutler sig gennem livet i Sydfrankrig uden fast bopæl eller job, men med sin violin og sine to børn og hund under armen.

I bogen følger vi også Henry, som vi første gang møder sidst i 1980’erne som cirka 9-årig, og som vi følger frem til nutiden. Han er den mest komplekse og interessante karakter, og at man som læser konstant spekulerer på, om han er en utroværdig fortæller, er kun med til at øge spændingen. 

Indimellem havde jeg det som om, husets vægge skrumpede og bogstaveligt lukkede mig inde. Der er bestemt intet Home, Sweet Home over det hus, Libby arver i Chelsea. Det er en mørk familiesaga om svigt, om bedrag, om manipulation, om at fortrænge, men samtidig aldrig glemme.

Jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig, blev i den grad fanget, så lige en side mere, en side mere. 

Den allersidste sætning i bogen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, i mit hoved digter jeg videre og det er rigtig grimme ting som kommer til at ske.

Efter flugten til USA, giftede Brynhild sig to gange og skiftede navn, først til Bella, senere til Belle. Begge ægtemænd døde på mystisk vis, den ene ved at få en kødhakker i hovedet. Belle klarer frisag og starter på en frisk med sine tre adopterede piger og hun begynder at svare på kontaktannoncerer fra en lokal skandinavisk avis. Mændene kommer til hende fra nær og fjern med heste og penge på lommen, men de forsvinder lige så hurtigt igen.

I juli 1930 fandt man på Belles nedbrændte gård i Indiana ligene af 30 mænd, en kvinde og tre børn. Belle selv var forsvundet og blev aldrig pågrebet af myndighederne. Om hun var død eller startet forfra et andet sted, blev aldrig opklaret.

Bogen har et langsomt tempo og et sanseligt sprog; ”sommeren var smittet af på hendes hud”, ”blikke falder langsomt som tyktflydende dråber”, ”søens sølvblink, den blide brise, markens gyldne kornaks og lugten af nypløjet muld ledsager blodige slagtninger”.

Læs den, hvis du vil have en smuk og anderledes læseoplevelse.