Sådan søger du

Her får du de grundlæggende trin i at søge.

Det er nemmere end du tror

Nogle gange er det ikke nødvendigt at gøre tingene sværere end de er. Hvis du for eksempel godt kan lide at læse romaner, som handler om hekse, så skriv i søgefeltet "roman hekse".

Brug "Afgræns din søgning"

Hver gang du har søgt og får mere end ét søgeresultat, vil systemet forsøge at hjælpe dig til at finde præcis det, du leder efter. Det gør systemet ved at foreslå søgeord, som kan begrænse antallet af søgeresultater. 

Det er bedre at skrive for få søgeord end for mange

Jo færre søgeord du skriver, jo større er chancen for at du får et resultat. Hvis du skriver for mange søgeord, og bare ét af dem er stavet forkert eller ikke optræder i søgebasen, vil du få 0 svar. Ulempen ved at skrive få søgeord er selvfølgelig, at du måske får for mange svar, men hellere for mange end slet ingen. Og så kan du altid begrænse resultatet ved at klikke på kategorierne, som står til venstre for søgeresultatet.

Det bedste er at skrive de rigtige søgeord

Hvis man tænker over, hvilke ord i en titel eller en forfatters navn, som er de mest entydige eller usædvanlige, kan man ved blot at bruge to ord få en helt præcis søgning. I stedet for at skrive "jussie adler olsen kvinden i buret", kan man nøjes med at skrive "jussi buret". Hvorfor? Jo, fordi "Jussi" er et mere usædvanligt navn end "Olsen", og ordet "buret" optræder i langt færre titler end ordet "kvinden". Den lange søgning ville også have fungeret, men som vi lærte ovenover, er der større risiko for fejl, jo flere ord man skriver.

Biblioteket er andet end bøger

Husk at bare fordi biblioteket ikke har en bog om et emne, betyder det ikke, at du er nødt til at bruge den første og den bedste hjemmeside, som du finder via Google. Brug i stedet bibliotekets eBibliotek, hvor du kan finde artikler, leksika og andre materialer, som kun er tilgængelige ved hjælp af dit biblioteks-login, og hvor biblioteket garanterer, at indholdet er af så høj kvalitet, at en underviser vil godkende det som en kilde til en opgave.

Tag ikke et søgeresultat på 0 for gode varer

Du skal ikke give op, hvis din søgning giver 0 resultater.
Tjek om du har stavet rigtigt. Prøv at søge på nogle lidt andre ord eller andre former af de samme ord. Brug færre ord.

Hvis alt glipper, så prøv samme søgning i Bibliotek.dk, som indeholder materialer fra alle danske biblioteker. Endelig kan du selvfølgelig altid kontakte biblioteket og bede om hjælp. Endelig kan du selvfølgelig også bruge Google, som er rigtig god til at gætte, hvad du mener, hvis du har skrevet forkert.