Hemmelige steder

04.04.23
Hør bibliotekets podcast om natur og litteratur

Egedal Bibliotekerne har fået penge fra Kulturstyrelsen til et nyt spændende lydprojekt, der skal sætte gang i både benene og poesien hos store og små – og få os ud i naturen samt læse om den. Projektet hedder Hemmelige steder og første podcast kan du høre nu. Hemmelige steder er til dig der elsker natur og litteratur. Til dig der er nysgerrig på naturens stemninger og rige liv.

I første podcast kan du høre mere om træernes forunderlige liv. Du kan finde dit yndlingstræ i skoven, sætte dig under det, nyde forårssolen og lytte til podcasten, hvor vi både vil gøre dig klogere på træers biologi samt give dig smagsprøver fra litteraturens smukke beskrivelser af træer. Du kan naturligvis også høre podcasten hjemme mens du drømmer dig ud i naturen. Hør podcasten.

I næste podcast vil vi se på den helt nære natur du finder i din egen have, og med fokus på at tage de yngste med ud og opleve naturens kriblen og krablen. Podcasten er ved at blive produceret i disse dage, så følg med her på hjemmesiden eller abonner på podcasten i dit podcastfeed, så får du helt automatisk besked når der er nyt.

Til efteråret vil vi se på naturen på et tidspunkt hvor de færreste af os oplever den, nemlig om natten.

Ud over podcast kan du på vores hjemmeside i løbet af foråret og sommeren få gode tips til aktiviteter i naturen, litteraturforslag til videre læsning om naturens verden samt få gode tips til hemmelige steder i Egedal kommune som du måske ikke kendte til.

Med Hemmelige Steder i ørerne kan børnefamilier, unge, ældre, skoler og daginstitutioner på gåturen blive klogere på både naturen og litteraturen.