Niels anmelder krimiserien med Luna og Jepsen

Læs tre spændende krimier af Maria Kjær-Madsen

Sorgens dæmoner af Maria Kjær-Madsen (Luna og Jepsen 1)

En rigtig feel-good krimi med en ung rebelsk journalist, Luna Koch og den ældre politikommissær Jepsen, som beslutter at inddrage hende i efterforskningen af en seriemorder. Samtidig er Luna blevet kæreste med sin kollega Janus, som hjælper hende på sidelinjen. Seriemorderen bringer Luna rundt omkring i landet og til Sverige som observatør. Alligevel får Luna en central rolle i opklaringen af sagen, der er virkelig godt sat sammen og svær at regne ud på forhånd. Man kan godt mærke at forfatteren har et godt lokalkendskab, da der er nogle rigtig gode miljøbeskrivelser. En rigtig god bog, som klart kan anbefales.

Tavshedens mørke af Maria Kjær-Madsen (Luna og Jepsen 2)

Denne bog er næsten bedre end Sorgens dæmoner. Det er spændende at følge Lunas udvikling og hendes evige indblanding i politiets arbejde. Det grænser dog til det lidt urealistiske, hvor meget af efterforskningen Luna får lov til at være involveret i. Men historien er bygget rigtig godt op, den har et rigtig godt plot, som er svært at gennemskue. Man kommer helt tæt på politiets arbejde, da det er en af deres egne medarbejdere, der er direkte involveret i sagen, hvilket gør den endnu mere spændende. Bogen kan klart anbefales.

Vanviddets dybder af Maria Kjær-Madsen (Luna og Jepsen 3)

Luna er begyndt på politiskolen. Dette gør indgangsvinklen til hendes indblanding i politiets arbejde meget mere realistisk. Dog er hun dog stadig lidt hæmmet af sin baggrund som journalist. Krimien veksler mellem nutiden og nogle kærlighedsbreve fra 1970´erne, hvilket rummer en historie, der på en eller anden måde kan trække tråde til nutidens mysterium. Den har forfatteren kringlet rigtig godt. Ligesom de andre bøger er denne meget lidt blodig og kan læse af de fleste, den fungerer godt som hygge - og sommerlæsning. Så denne bog er også klart anbefalelsesværdig.

17.10.18