Lån en læsefamiliepose

Sidder jeres familie også med hver sin skærm aften efter aften? Og vil du gerne have nogle sociale aktiviteter ind i en travl hverdag? Så kom på biblioteket og lån en læsefamiliepose!

Hvad er en læsefamiliepose?

En typisk pose indeholder et vidt spektrum af indhold – selvfølgelig bøger, men også brætspil, musik, quizzer eller ideer til aktiviteter uden for hjemmets fire vægge. I får altså som familie masser af underholdning og måske bliver I også klogere på verdenen omkring os. Hver pose har sit eget tema, såsom natur, uhygge, opfindelser og meget mere, så I kan helt selv vælge hvilket tema I skal dykke ned i.

Hvem kan låne en læsefamiliepose?

Alle kan låne en pose, men for at få det bedste ud af en læsefamiliepose anbefaler vi, at børn i familien er minimum 10 år.
Læsefamilieposerne skal gøre det nemmere for jer at samles om fælles aktiviteter i en ellers travl hverdag.

Hvordan kommer vi i gang med læsefamilieposer?

Nemt nok, tag på Ølstykke eller Smørum bibliotek og lån en pose, tag den med hjem, pak den ud (gerne sammen) og gå i gang med at læse, lege, spille og bare nyd samværet! En pose kan lånes for en måned ad gangen, og med 10 forskellige poser er der mange timers underholdning til hele familien.

Indholdet af poserne er nøje sammensat af bibliotekarer, der har udvalgt emnerne sådan at der er noget for enhver smag samt understøtte læseiver og nysgerrighed. I poserne er der forslag til videre læsning, men I kan selvfølgelig også altid spørge bibliotekarerne om hjælp til bøger i samme tema.

 

 

24.08.23