Sprogstimulering

15.02.24
I Egedal Børnebibliotek ønsker vi at være en aktiv medspiller i den tidlige sprogindsats for børnene i Egedal Kommunes vuggestuer og børnehaver. På Biblioteket kan I låne gennemarbejdet materiale, som kan hjælpe jer i den tidlige sprogindsats

Sprogstart 1-3 år og 3-6 år

Med Sprogstart giver biblioteket mulighed for at dyrke børns glæde ved sprog og læsning.

Vil du booke et sprogstartssæt?

Når du booker et sprogstartssæt, afleverer vi det på jeres adresse og hjælper jer godt i gang med seks ugers sprudlende sprogstart.

Et Sprogstartsforløb styrker den sproglige udvikling hos børn i alderen 1-3 år og 3-6 år. Forløbet er sat til at vare seks uger. Hver uge arbejdes der med en ny sprogstartspose i børnehuset.

I låner seks Sprogstartsposer, som I har i 10 uger. Hver pose indeholder en trin-for-trin manual, en billedbog, samt konkrete materialer, f.eks. legetøj, fotos og sproglege.

I får et introduktionsbesøg, hvor en børnebibliotekar besøger børnehuset og introducerer forløbet for den ansvarlige pædagog og for børnegruppen.

Forløbet afsluttes typisk med, at børnegruppen besøger det lokalbibliotek, som ligger nærmest.

Læs mere på læsesporet - sprogstart 

Sprogposer

Dialogisk læsning er en udvidelse af den almindelige oplæsning, hvor man bevidst prøver at få barnet til aktivt at sige så meget som muligt, om det der sker i bogen. Dialogisk læsning øger barnets ordforråd og er i det hele taget med til at udvikle barnets sprog.

Mange daginstitutioner, talepædagoger og forældre beskæftiger sig med dialogisk læsning, derfor har børnebibliotekarerne i samarbejde med talepædagogerne udviklet en række sprogposer med fire bøger i hver pose. Bøgerne egner sig i særlig grad til dialogisk læsning, og poserne findes i to sværhedsgrader. Poserne kan lånes af daginstitutioner og privatpersoner.

Bestil sprogposerne her.

Eventyrposer

Børnebibliotekarerne har, i samarbejde med kommunens talepædagoger, lavet eventyrposer. I hver pose findes ét eventyr i forskellige sværhedsgrader, relevant legetøj samt vejledning og ideer til sprogstimulerende lege med udgangspunkt i eventyret. Meningen er, at eventyret både kan højtlæses og leges alt efter børnenes niveau. Håbet er, at børnene stifter bekendtskab med genren og udvikler deres sprog. Poserne kan lånes af daginstitutioner og privatpersoner.

Bestil eventyrposer her.

BørnehaveReolen

Materiale der inspirerer til at bruge eReolens børnebøger og på en praksisnær og brugbar måde inspirerer til nye, sjove måder at arbejde med digitale bøger.

Læs mere om Børnehavereolen her.

Læsesporet

Bibliotekernes Sprog- og Læsespor er den fælles portal for de danske folkebibliotekers samlede sprog- og læseindsatser. Her finder du inspiration, viden og ideer til at skabe læseglæde hos børn, unge og voksne.

Indsatserne er opdelt i tre målgrupper (0-6 år, 6-16 år og 16+) og alt hvad du finder på hjemmesiden, er til fri afbenyttelse.

Indholdet er opdelt i kategorier, så du let kan klikke dig frem til det, som er mest relevant for dig lige nu og her. Til inspiration har vi herunder udvalgt to overskrifter fra Læsesporet.

 

Hurtige sprogtips

Stiger og strategier – hvordan er det nu lige med dem, og hvor finder jeg dem hurtigt? På siden herunder er samlet nogle råd, som er gode at have inden for rækkevidde i en hverdag med mindre børn.

Læs mere om hurtige sprogtips her.

Inspiration til sproglege

Inspirationskataloger med sproglege – hvis man ved, hvor man skal lede, kan man finde masser af inspiration til sprogaktiviteter, som andre har udviklet lige til den målgruppe, man selv arbejder med. Herunder er samlet en række idekataloger.

Læs mere om sproglege her.

Kontakt:

marie.olesen@egekom.dk / tlf.: 72597771
egedal.bornebibliotek@egekom.dk