Forbandede kærlighed

Vinterlæsehygge med 1.HF Forbandede kærlighed

27.01.23
En gruppe elever fra 1.HF på Egedal Gymnasium og HF har anmeldt deres yndlingsbøger. Læs her på deres bud på en god bog til hyggeligt vinterlæsning.

Forbandede kærlighed skrevet af Colleen Hoover

Fanget i kærlighedens forbandelser

Forbandede kærlighed er min anden bog af den populære forfatter Colleen Hoover, og jeg må sige: hun skuffer mig ikke! Endnu engang formåede hun at holde mig fanget fra start til slut med sin fortælling om Tate og Miles’ kærlighed, og jeg glæder mig til mange flere bøger fra hende.

I bogens nutid følger vi den ene hovedperson, Tate, og hendes hverdag og alle hendes oplevelser. Når vi springer til kapitler om fortiden, følger vi den anden hovedperson, Miles og ser hans fortid og hvorfor han er så indelukket, og ikke lader sig elske af nogen. Og jeg må nok sige at Miles fortid gik lige i hjertet, og der trillede da et par tårer over hvad han har været igennem.  Bogens handlig går ret hurtigt i gang, og at følge hovedpersonerne på skift var både interessant, sjovt, men også hjerteskærende til tider, og jeg følte virkelig med begge parter.

Men det er ikke kun trist det hele, for da Tate og Miles mødes første gang, er det både komisk og en smule sørgeligt, fordi deres forhold er en mega rutsjebane, og de kommer igennem alle følelser undervejs. Undervejs i bogen er der også masser af humor, som gør, at det ikke føles så frygteligt trist hele tiden.

Som Tate og Miles’ forhold forløb, fik jeg også ondt af Tate flere gange. For hun trækker sig selv ind i noget hårdt til tider, fordi hun tror hun gør det bedste for sig selv, men ender altid med at blive såret. Gentagne gange pointerer Miles, at han ikke kan elske hende, og det knuser hende flere gange. Alligevel var jeg imponeret over alt det, hun gik igennem for ham, fordi hun havde følelser for ham, selv om han ikke kunne elske hende.

Jeg faldt rigtigt hurtigt for begge hovedpersoner, fordi de er meget relaterbare og jeg nød virkelig at lære dem at kende. Jeg var helt trist, da bogen var slut. Colleen Hoovers lette sprog medvirker til at gøre kærligheden meget smuk. Hun formår at fremvise den på en anderledes måde, en meget let læsende måde for os unge. Og jeg kan slet ikke få nok af hendes skrivestil. Og det er helt sikkert ikke sidste bog fra hende af, som jeg skal læse.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, hvis man er til romantik som ikke altid er lige let. Jeg vil give bogen 5/5 stjerner.

 

Materialer